Kortere ventetider for forskerne. Nu.
Debat
Jacob Rosenberg (Kons)
Carsten Scheibye (V)
Henholdsvis næstformand og
formand for Forskningsudvalget i Region Hovedstaden
DEBAT. Udvikling af forskningsstrategien i Region Hovedstaden er ikke blot store tanker om retning. Det er også et spørgsmål om rammebetingelser for forskerne. Det handler for eksempel om kortere ventetider. Det siger medlemmerne af Regionsrådet i Region Hovedstaden Jacob Rosenberg (Kons.) og Carsten Scheibye (V), der tilsammen udgør formandsskabet i Forskningsudvalget.
I slutningen af marts måned i år kunne en artikel i Sundhedspolitisk Tidsskrift fortælle om de alt for lange ventetider i de videnskabsetiske komitéer og den negative indflydelse, det kan have på forskningsmiljøerne i Region Hovedstaden og dermed i sidste ende forskningens muligheder for at styrke vores sundhedsvæsen.
Artiklen fortalte også om, at det har stået på i en længere periode, samt at for eksempel Lægeforeningens formand Camilla Rathcke er bekymret og kalder på handling. Vi kan kun sige, at vi deler bekymringen og opfattelsen om, at det skal der gøres noget ved.
Ventetiderne er et kæmpe problem og for at gøre det endnu værre, er der også for lange ventetider på godkendelser i Region Hovedstadens Videncenter for Dataanmeldelser (behandler dataanmeldelser og databehandleraftaler) og i den juridiske afdeling, som hjælper med kontrakter mellem hospitalerne og private virksomheder. Dette skal rettes op.
Det er derfor glædeligt, at politikerne i Region Hovedstaden har nedsat et politisk udvalg, der også skal se på netop dette område. Det er det såkaldte ”Forskningsudvalg”. Udvalget skal fungere de næste to år, og i denne periode skal problemet løses. Forskningsudvalget skal se på strategien for forskningsområdet, og Region Hovedstadens Regionsråd har for nyligt godkendt et kommissorium for udvalget, der meget tydeligt siger, at rammebetingelser for forskerne i Region Hovedstaden, og altså herunder kortere ventetider, er en del af udvalgets fokusområde.

