27-årigs dødsønske rammer ned i lovforslag
En ung muskelsvindsramt kvinde på 27 år ønsker at få stoppet sin respirator, men det ønsker ingen læger at gøre.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Kvindens ønske om at dø rammer lige ned i et nyt lovforlag, som regeringen er kommet med, og som der er bred opbakning til i Folketinget. Regeringen vil med lovforslaget forbedre syge patienters medbestemmelse over, hvornår en behandling skal stoppes. Lovforslaget er nu i høring.
Ifølge Sundhedsministeriets hjemmeside indeholder lovforslaget bl.a. mulighed for, at patienter kan kræve en respirator slukket: Det skal være muligt for en patient på et informeret grundlag at kræve en allerede påbegyndt livsnødvendig behandling stoppet, selvom det betyder, at patienten dør lige bag efter. Det kan f.eks. være, at patienten ønsker, at der skal slukkes for vedkommendes respirator. Og sundhedspersonalet skal kunne handle på dette ønske uden at frygte anklager om manddrab, hedder det på hjemmesiden.
Pensioneret overlæge Svend Lings, der er en del af det lille netværk Læger for Aktiv Dødshjælp, er ifølge Kristeligt Dagblad forarget over, at kvinden ikke kan få hjælp. Svend Lings er sigtet af politiet og har mistet sin autorisation, efter at han offentligt har fortalt om at have hjulpet mindst 10 mennesker med at dø. Han mener, at den unge kvindes sag udstiller lægers berøringsangst over for uhelbredeligt syges ønsker om at stoppe behandlingen og dø.
"For mig virker det meget groft og arrogant, at en voksen og velbegavet ung kvindes klare ønske om at dø bare bliver ignoreret og slået hen af hospitalet," siger Svend Lings.
