Bekymrede småbørnsforældre koster region halv milliard
Bekymrede forældre tager ofte unødigt på hospitalet med deres småbørn, selv om de ikke fejler noget alvorligt.
Alene i 2013 var der tale om 9.000 børn op til fire år, der havde fire eller flere kontakter med Region Hovedstadens hospitaler, hvilket menes at koste regionen en halv milliard kroner.
"Forældrene ved ikke, hvad de skal gøre, når et barn har feber. Det afgørende er at holde øje med barnet, men forældrene holder øje med feberen og ikke barnet," siger ledende overlæge på Hvidovre Hospitals børneafdeling, Klaus Børch, til Kristeligt Dagblad, der bringer historien.
Børneafdelingen har de seneste tre til fire år oplevet en stigning i antallet af børn, der unødigt er kommet på hospitalet, på 20-30 procent.
Det er børn med eksempelvis forkølelse, feber eller en maveinfektion, der normalt kan håndteres af forældrene selv.
Ifølge en rapport fra Region Hovedstaden er det som oftest yngre, lavtuddannede forældre, der kommer på hospitalet med deres børn, selv om der reelt ikke er behov.
