Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Læger udelod oplysninger i brystkræftmistænktes journaler

Læger på Ringsted Sygehus brød reglerne om journalføring i sagen om mangelfulde undersøgelser af hundredvis af kvinder med mulig brystkræft.

Det fastslår Styrelsen for Patientsikkerhed og sundhedsjurist Kent Kristensen overfor Jyllands-Posten, og det sker på baggrund af en skrivelse fra en overlæge fra sygehusets radiologiske afdeling til styrelsen i en konkret sag, hvor en brystkræftramt kvinde klagede over mangelfuld undersøgelse på afdelingen.

I perioden fra marts 2013 til maj 2017 undlod sygehuset bevidst at følge de nationale kliniske retningslinjer om, at kvinder med mistanke om brystkræft skal igennem tre typer af undersøgelser. I Ringsted fik kvinderne kun én undersøgelse for at »spare lægetimer og undersøgelsestid«. De fleste læger brød sig ikke om ordningen, skriver overlægen i skrivelsen.

En del af lægerne, herunder overlægen selv, løste problemet med de forkerte interne retningslinjer ved at undlade at skrive i kvindernes patientjournaler, hvordan de specifikt blev undersøgt, medmindre lægerne var tvunget til at gøre det, når en kvinde eller hendes læge kontaktede afdelingen, skriver overlægen ifølge Jyllands-Posten.

Det er ifølge Anette Lykke Petri, overlæge og enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, i strid med autorisationsloven.

»Sundhedspersoner har ansvaret for at journalføre korrekt, netop for at sikre sig et grundlag for en fortsat forsvarlig behandling, og den skal også dokumentere den givne behandling. Man må ikke skrive andet end det, der rent faktisk er sket,« siger hun til Jyllands-Posten.

Foreløbigt har ni kvinder fået konstateret brystkræft efter mangelfulde undersøgelser på Ringsted Sygehus.