
”At ledelsen går ud og siger, at alt er i den skønneste orden, synes jeg er forkasteligt,” siger Camilla Noelle Rathcke. - Foto: Lægeforeningen
Hård kritik fra Yngre Læger: Dårligt arbejdsmiljø på OUH og i Svendborg er til fare for patienterne
Arbejdsmiljøet for uddannelseslæger på kirurgisk afdeling A på både OUH og Svendborg Sygehus er så kritisabelt, at det er til fare for patienterne. Sådan lyder den hårde kritik fra Yngre Læger.
Den administrerende direktør på Odense Universitetshospital (OUH) , Niels Nørgaard Pedersen, afviser, at patientsikkerheden er i fare på kirurgisk afdeling A i Svendborg og Odense. Men det er usandt, siger Camilla Noelle Rathcke, formand for Yngre Læger til Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende.
Camilla Noelle Rathcke har ifølge avisen i mere end to år haft en dialog med ledelsen om arbejdsforholdene for yngre læger under uddannelse på afdelingen.
Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende har skrevet flere artikler om problemer på hospitalsafdelingerne og har brugt anonyme kilder.
”At ledelsen går ud og siger, at alt er i den skønneste orden, synes jeg er forkasteligt. Det er en ekstrem negligering af medarbejderne, og ledelsen gør det med bevidstheden om, at der pågår en dialog om arbejdsvilkårene på det pågældende sted,” siger Camilla Noelle Rathcke.
Formanden for Yngre Læger, der hører under Lægeforeningen, fortæller, at problemerne har været de samme på kirurgisk afdeling A i Svendborg og Odense i de år, fagforeningen har været på sagen. Ifølge hende har uddannelseslægerne for mange vagter, der er overskridelser af hviletidsbestemmelserne og problemer med uddannelsesmiljøet.
ARBEJDSMILJØ, OUH, Svendborg Sygehus, Camilla Noelle Rathcke
