Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

København indfører HPV-vaccination på alle skoler

Som den første kommune i landet tilbyder Københavns Kommune nu elever i 6. klasserne på samtlige folkeskoler i kommunen at blive HPV-vaccineret på skolen for at beskytte dem mod livmoderhalskræft og andre former for kræft. Også privatskolerne inviteres med.

Det skriver Berlingske.

»Der er for få, der bliver vaccineret i København. Det er selvfølgelig vigtigt, at forældrene tager ansvar her, men skolerne kan også skubbe på med viden og god undervisning, som kan inddrages i forbindelse med vaccinationen og være med til at få folk til at tage stilling og handle. Ligeledes kan skolen have blik for, at der måske er nogle børn, som måske skal have en ekstra hånd for at blive vaccineret,« siger fungerende sundhedsborgmester i Københavns Kommune Klaus Mygind (SF) til Berlingske.

Et notat fra Region Hovedstaden beskriver, at det i Københavns-området samt i Nordsjælland og Bornholm blot er mellem cirka 60 og 70 procent af børnene, der vaccineres mod over 80 procent i en række andre kommuner.

Tags: hpv-vaccination