Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Styrelsesdirektør bakker op om kontroversiel udtalelse i Svendborg-sagen

Anne-Marie Vangsted, direktør Styrelsen for Patientsikkerhed, bakker op om en sektionsleders kontroversielle udtalelse, som har fået Lægeforeningen op i det røde felt.

Sektionschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, Karsten Bech, kritiserende i et interview i Ugeskrift for Læger for nylig to læger i den såkaldte Svendborg-sag til trods for, at den ene er frikendt.

”I det her tilfælde viste vores gennemgang af forløbet, at de to læger leverede lægefagligt arbejde langt under almindelig anerkendt faglig standard,” sagde Karsten Bechi interviewet

Det vakte vrede i Lægeforeningen.

”Det er Karsten Bechs udtalelser, som er under standard i denne sag,” tordnede Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Men nu bakker direktøren i Styrelsen for Patientsikkerhed op om sektionschefen.

I en mail til Dagens Medicin skriver hun:

”I Styrelsen for Patientsikkerhed fokuserer vi udelukkende på det faglige, og diabetespatienterne må kunne forvente, at der tages blodsukkermålinger med jævne mellemrum og udarbejdes en plan for kontrol, når man indlægges med akutte symptomer på et hospital i Danmark. Det er netop styrelsens opgave at sikre, at man i sundhedsvæsenet holder en faglig minimumsstandard. Det synes jeg er meget svært at være uenig i”.

I den såkaldte Svendborg-sag blev en yngre læge, der i 2013 havde været i forvagt på akutmodtagelsen på Svendborg Sygehus, ved landsretten dømt for at have overtrådt autorisationsloven, fordi hun ikke lagde en plan for undersøgelser og behandling af en akut indlagt diabetespatient. Derimod blev hendes kirurgiske bagvagt frikendt ved både by- og landsretten. 

Svendborgsagen fylder stadig meget hos mange af landets læger, og sagen spreder sig på sociale medier, tv, radio og aviser.

De sociale medier som Twitter og Facebook svømmer over med billeder af både enkelte læger og hele afdelinger på forskellige sygehuse med teksten #detkuhaværetmig henover.

Hele kampagnen bakkes op af flere faglige organisationer. Herunder Yngre Læger, Dansk Selskab For Almen Medicin og flere andre, som støtter den dømte læge.

Tags: Anne-Marie Vangsted, Svendborgsag, Karsten Bech, #detkuhaværetmig