Biogen afviser fælles prisforhandlinger i Norden om Spinraza
Regionernes indkøbsorganisation Amgros og den norske pendant, Sykehusinnkjøp, inviterede sidste år medicinalvirksomheden Biogen til prisforhandlinger om det meget dyre lægemiddel Spinraza, som har vist gode resultater overfor visse patientgrupper med den invaliderende og dødelige sygdom spinal muskelstrofi, SMA. Men Biogen afviste.
Det siger forhandlingsleder for lægemidler i Sykehusinnkjøp, Asbjørn Mack, til det norske Dagens Medicin. Invitationen fra de to indkøbsorganisationer skete på den norske sundhedsminister Bent Høies initiativ.
“Det har været et politisk ønske om at få fælles forhandlinger med Biogen. Vi og Amgros inviterede Biogen til sådanne forhandlinger, men det har Biogen sagt nej til,” siger Asbjørn Mack.
Dagens Medicin i Norge har spurgt Biogen om, hvorfor de ikke ønsker fælles prisforhandlinger. Men Bjørn Magnus Bjørnstad, markedsdirektør for Biogen i Norge, siger i en mail, at firmaet ikke ønsker at kommentere dette.
Spinraza er noget af det dyreste medicin i verden. I Danmark er listeprisen 3,6 mio. kr. for det første års behandling, derefter er prisen den halve.
Lægemidlet er først blevet afvist i både Sverige, Norge og Danmark på grund af den ekstremt høje pris. Men i Sverige har Biogen nu accepteret en prisreduktion, hvorefter lægemidlet Spinraza kan tages i anvendelse til svenske patienter med SMA af type 1 og 2.
I Norge er Biogen kommet med et nyt pristilbud, som også er blevet afvist kort før jul. Prisen var fortsat for høj.
Tags: Medicinrådet, Spinraza, Biogen, spinal muskelatrofi , Amgros, Asbjørn Mack, SMA

