Akuthjælpen i Region Sjælland får nyt nummer og helt nyt setup
Når borgerne i Region Sjælland fra i morgen, 1. oktober, skal ringe til lægevagt, skadestue eller psykiatrisk akutmodtagelse, skal der tastes 1818 - det nye fælles telefonnummer til hurtig hjælp ved sygdom og skade.
1818 erstatter og samler de seks forskellige telefonnumre, der i dag er på akutområdet til lægevagten (herunder sundhedsrådgivningen), skadestuen og psykiatrisk akutmodtagelse.
"Fremover skal man kun huske fire cifre. Jeg tror på, at 1818 kommer til at ligge på rygraden, så ingen er i tvivl om, hvordan de nemt får den rette, hurtige hjælp fra sundhedsvæsnet, når der er behov for det," siger regionsrådsformand Heino Knudsen, der understreger, at man fortsat skal ringe 1-1-2 ved akut livstruende situationer.
Hvis man efter 1. oktober ringer til et af de tidligere akutnumre, vil man i en overgangsfase automatisk blive omstillet til 1818. Her møder man en indtalt besked med anvisning om fremover at ringe 1818, inden man viderestilles direkte til den opkaldte akutfunktion.
Overtager fuldstændig lægevagten
Samme dag, som det nye fælles akutnummer træder i kraft, overtager Region Sjælland det fulde ansvar for lægevagten i regionen.
Efter aftale med Praktiserende Lægers Organisation i Region Sjælland har regionen allerede siden september 2021 haft ansvar for de mindre, lokale lægevagtskonsultationer, men nu træder anden og sidste fase af aftalen i kraft, så regionen også overtager ansvaret for de lægevagtskonsultationer, der ligger i forlængelse af sygehusene i de større byer. Med indførslen af 1818 er der altså tale om et helt nyt setup for akuthjælp i Region Sjælland.


