Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Lif: Nyt forsøg med risikodeling vil give patienter lettere adgang til tilskud

Når regeringen på fredag præsenterer sin life science-vækstplan, vil det være en god dag for patienterne, for en del af planen vil give lettere adgang til medicintilskud, mener Lægemiddelindustriforeningen Lif.

Som en del af life science vækstplanen foreslår Sundhedsministeriet at gennemføre en forsøgsordning med medicintilskud i perioden 2019-2021. Forsøgsordningen retter sig ifølge Lif mod lægemidler, hvor myndighederne umiddelbart påtænker at afslå generelt tilskud, fordi der er risiko for, at lægemidlet anvendes til patienter, som ville have en tilstrækkelig effekt af et billigere lægemiddel.

Forsøgsordningen indebærer, at der kan tildeles generelt tilskud under forudsætning af, at der er indgået en risikodelingsaftale, hvor lægemiddelvirksomheden forpligter sig til at tilbagebetale offentlige merudgifter, som opstår, hvis lægemidlet ordineres til flere patienter, end der er fastlagt i forbindelse med risikodelingsaftalen. 

 

”Det er først og fremmest en god dag for patienterne, der nu får lettere adgang til tilskud,” siger Lægemiddelindustriforeningens koncernchef, Ida Sofie Jensen, til Brief, som er Lægemiddelindustriforeningens nyhedbrev.

”De seneste år har en række lægemidler fået afslag på tilskud. Af frygt for, at lægemidlet vil blive givet til en større patientgruppe end tilskuddet rækker til, har Lægemiddelstyrelsen for en række lægemidler helt fravalgt at give generelt tilskud. Det betyder, at patienterne har skullet søge om enkelttilskud via deres læge, og vi ved, at det er noget, som mange ikke får gjort,” siger Ida Sofie Jensen.

Med den nye forsøgsordning deler lægemiddelproducent og myndighederne ansvaret på den måde, at virksomheden forpligter sig til at tilbagebetale tilskud, hvis det skønnes, at det er givet til for mange.

”Det er en ordning, som man allerede gør brug af i de øvrige lande, og som vil kunne bidrage til at mindske den geografiske ulighed, der i dag er omkring ordinationen af lægemidler, der ikke er omfattet af generelt tilskud. Chancen for at få offentlig medfinansiering til behandling med lægemidler, der ikke er omfattet af generelt tilskud, er dobbelt så stor i Viborg, som den er på Frederiksberg. Vi er sikre på, at når man har de første erfaringer på plads i Danmark, vil myndighederne også vil være klar til at tage skridtet fuldt ud," siger Ida Sofie Jensen.

"Det er en ordning, som sikrer, at de patienter, der bør have tilskud, også får det. Og at det sker, uden at myndighederne risikerer uforudsete udgifter,” understreger hun.
At initiativet kommer i forbindelse med en vækstplan handler om, at der for virksomhederne er en anerkendelse i at få tilskud:

”Det skaber grundlag for, at lægemiddelindustrien kan anvende Danmark som udstillingsvindue i andre lande, når det gælder om at illustrere de positive effekter af moderne lægemiddelbehandling – og det er netop et af formålene med life science-vækstplanen,” siger Ida Sofie Jensen.