Senderovitz formand for europæiske lægemiddelstyrelser
Direktør for Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, er netop blevet udnævnt til formand for leder-netværket i de nationale lægemiddelstyrelser i EU, kaldet The Heads of Medicines Agencies (HMA).
HMA-netværket sikrer, at de nationale dagsordner bliver hørt på europæisk plan og udgør sammen med EMA og EU-Kommissionen det europæiske regulatoriske netværk. HMA er blandt andet ansvarlig for at koordinere godkendelse af de lægemidler, som ikke håndteres via den centrale procedure i EMA til det europæiske marked. Danske lægemiddelproducenter får generelt godkendt produkter gennem både procedurer koordineret af HMA og EMA.
I regeringens nye vækstplan for life science hedder det også, at regeringen fra 2018 vil ’styrke Lægemiddelstyrelsens deltagelse i HMA-netværket for at indtage en toneangivende rolle i det europæiske lægemiddelnetværk og for at kunne varetage en stærkere rolle som koordinerende myndighed inden for eksempelvis kliniske forsøg. Det vil desuden medvirke til, at Lægemiddelstyrelsen er på forkant op til ikrafttræden af den nye europæiske lovgivning, som indfører europæiske godkendelsesprocedurer på området for kliniske forsøg som noget nyt
"Jeg er beæret og spændt. Jeg ser frem til at samarbejde med mine gode europæiske kolleger for yderligere at styrke samarbejdet i det lovgivende netværk til gavn for patienterne," siger Thomas Senderovitz på Twitter.
Thomas Senderovitz har været direktør for Lægemiddelstyrelsen i to år. Han er uddannet læge fra Københavns Universitet, og før han kom til Lægemiddelstyrelsen havde han i 15 år arbejdet med lægemidler på internationalt niveau – bl.a. som medlem af direktionen i den globale CRO (Contract Research Organisation) PAREXEL med base i Berlin.
I have just been elected new Chair of the Heads of Medicines Agencies Management Group. Honored and excited. Looking fwd to collaborating with my great European colleagues to further strengthen the collaboration in the regulatory network for the benefit of the patients. pic.twitter.com/z4eAQfSaRD
— Thomas Senderovitz (@ThSenderovitz) March 1, 2018
Tags: Thomas Senderovitz, HMA, The Heads of Medicines Agencies
