
”Vi er meget dårligt informeret om overvejelserne fra Amgros," siger Leif Vestergaard Pedersen. - Foto: Kræftens Bekæmpelse
Leif Vestergaard i hård kritik af Amgros
Regionernes indkøbsorganisation Amgros' håndtering af forhandlingerne med medicinalvirksomheden bag den nye, banebrydende medicin mod spinal muskelatrofi (SPA), Spinraza, kritiseres nu i stærke vendinger af adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.
Han sad som den ene af to patientrepræsentanter med ved Medicinrådets bord, da beslutningen om at afvise brugen af Spinraza blev truffet i sidste uge. Den afgørelse var både han selv og den anden repræsentant, Morten Freil, direktør i Danske Patienter, dybt uenige i, og derfor protesterede de også efterfølgende i en mindretalsudtalelse. Noget andet og dybt frustrerende for Leif Vestergaard Pedersen var, at der måske havde været en farbar vej til at få medicinen godkendt – hvis regionernes indkøbsorganisation Amgros vel at mærke havde gjort sit arbejde godt nok. Men da Amgros ved mødet præsenterede sit oplæg, var det meget ufuldstændigt, mener han.
”Vi er meget dårligt informeret om overvejelserne fra Amgros. Vi sidder tilbage med en undren over, om Amgros kunne have været mere dynamisk i forhandlingerne med producenten. Er det ikke blevet forsøgt at lave en ordning som strakte sig over flere år, og hvor prisen så kunne blive lavere? spørger Leif Vestergaard Pedersen.
Biogens revolutionerende lægemiddel Spinraza får nemlig konkurrence om få år, og firmaet har måske kun en begrænset periode, hvor det med en ekstrem høj pris kan få forskningsudgifterne hentet hjem og derudover tjene på det. For andre medicinalvirksomheder puster Biogen i nakken med fremtidige midler, som måske også kan redde livet for den lille, men hårdt ramte gruppe af SMA-patienter.
Ifølge listeprisen skal Biogen have 3,7 mio. kr. for medicinen for et års behandling af en patient, derefter koster det det halve. Hvor høj en rabat, at firmaet havde tilbudt Amgros, er hemmelig, men det blev oplyst for Medicinrådets medlemmer, at rabatten var ’begrænset’.
”Om få år bliver det pågældende lægemiddel udsat for konkurrence, og det kunne indarbejdes i aftalen og måske føre til lavere priser," siger Leif Vestergaard Pedersen og forestiller sig en aftale, hvor prisen år for år blev lavere og lavere.
Medicinrådet, Kræftens Bekæmpelse, Morten Freil, Danske Patienter, Leif Vestergaard Pedersen, Medicinrodet?
