Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

På baggrund af studiets resultater mener Nicolai Uhrenholt, at der nu er fagligt belæg for at bruge semaglutid som en slags bivirkningsmedicin til patienter på anti-psykotisk medicin, der oplever vægtøgning på grund af medicinen. Foto: Steno Diabetes Center

Ozempic kan bruges som bivirkningsmedicin til skizofrene

Dansk studie viser, at skizofrene på Ozempic (semaglutid) tabte sig og fik normaliseret deres langtidsblodsukker. Måske lægemidlet også har potentiale til at forlænge livet for patienter med skizofreni.

Det siger Nicolai Uhrenholt, som er læge og ph.d.-studerende ved Psykiatrisk Forskningsenhed i Region Sjælland. Han har i et parallelt ph.d-forløb med endokrinolog Ashok Ganeshalingam fra Odense Universitetshospital gennemført et randomiseret klinisk forsøg, hvor skizofrene i Region Sjælland og Region Syddanmark er blevet behandlet med GLP-1 receptor agonisten semaglutid.

”Studiet giver håb om, at man kan tilføre både flere år og mere livskvalitet til patienter med skizofreni, som er en meget belastet patientgruppe," siger Nicolai Uhrenholt.

Langtidsblodsukker og vægt faldt

I studiet, som for nylig er blevet publiceret i JAMA Psychiatry, deltog i alt 154 patienter med skizofreni i løbet af perioden 2022-2024. De var alle i behandling med anden generations anti-psykotiske lægemidler, som er standardbehandling til denne patientgruppe og giver en øget risiko for type 2-diabetes og overvægt. Alle de inkluderede patienter havde prædiabetes (langtidsblodsukker HbA1c mellem 39 og 47 mmol/mol) og BMI over 27. Interventionsgruppen fik injiceret en dosis på 1,0 mg semaglutid ugentligt i 30 uger. Det svarer til den dosis, som patienter med type 2-diabetes får ordineret. Placebogruppen fik injiceret saltvand.

Efter de 30 uger viste resultaterne, at 81 procent af patienterne på semaglutid-behandlingen fik reduceret deres HbA1c til 38 mmol/mol eller derunder, hvilket vil sige, at de ikke længere havde prædiabetes. Til sammenligning opnåede kun 19 procent af patienterne i placebogruppen et HbA1c på 38 eller lavere. Desuden tabte patienterne på semaglutid-behandlingen i gennemsnit lidt over ni kilo i forhold til placebo-gruppen.

”Vi flyttede rent faktisk fire ud af fem ud af risikozonen og ned til et normalt blodsukker. Vægttabet er også ret flot, fordi det er opnået på den dosis semaglutid, som gives til diabetespatienter – og ikke på den dosis (2,4 mg, red.), som gives til patienter, der behandles med Wegovy for at opnå et vægttab,” siger Nicolai Uhrenholt.  

Psykiatriske symptomer blev ikke bedre

Samtidig målte forskerne gennem interviews og spørgeskemaer, om behandlingen med semaglutid havde betydet en ændring i patienternes skizofreni-symptomer eller ændret på deres fysiske og mentale livskvalitet. Her viste resultaterne, at patienterne på semaglutid-behandlingen følte, at de havde opnået en større fysisk formåen – for eksempel at de kunne gå længere uden at blive forpustede. Men der var ingen statistisk signifikant ændring i patienternes mentale livskvalitet eller på deres skizofreni-symptomer.

”Det er helt efter bogen, for semaglutid er jo ikke anti-psykotisk medicin. Men vi havde da håbet på en indirekte effekt, hvor patienterne havde fået det bedre mentalt, fordi de tabte noget af den vægt, de havde taget på som følge af den anti-psykotiske medicin,” siger Nicolai Uhrenholt.

”Nu ved vi i hvert fald, at semaglutid er sikkert at give til patienter med skizofreni, for det påvirker ikke deres psykiatriske symptomer. Patienterne i studiet fik de samme bivirkninger ved semaglutid, som mennesker uden svær psykisk sygdom kan opleve. Det vil sige symptomer som kvalme, diarré, opkast og forstoppelse.”

Semaglutid kan måske forebygge vægtøgning

På baggrund af studiets resultater mener Nicolai Uhrenholt, at der nu er fagligt belæg for at bruge semaglutid som en slags bivirkningsmedicin til patienter på anti-psykotisk medicin.

”Jeg vil håbe, at man i fremtiden kan begynde at tilbyde semaglutid med tilskud til patienter med skizofreni, der oplever vægtøgning på grund af medicinen, og hvor man ikke kan komme igennem med at ændre på livsstilsfaktorer som kost og motionsvaner. For det vil kunne hjælpe rigtig mange mennesker,” siger han.

”Det vil også være spændende at teste effekten af semaglutid hos patienter i begyndelsen af deres forløb med anti-psykotisk medicin, hvis de tager på. For så vil man måske kunne forebygge den vægtøgning, som mange patienter oplever, inden de begynder at tage 20, 30 eller 40 kg på. I vores studie medtog vi kun patienter, som allerede havde oplevet en stor vægtstigning.”

På længere sigt tror Nicolai Uhrenholt også, at behandling med semaglutid har potentiale til at kunne ændre på det faktum, at personer med skizofreni i gennemsnit lever 10-15 år kortere end normalbefolkningen.

”Patienter med skizofreni er i stor risiko for at få diabetes, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og blive overvægtige. Så hvis man kan påvirke det ved at behandle med semaglutid, så burde dødeligheden falde. Specielt fordi overdødeligheden blandt patienter med skizofreni skyldes hovedsageligt hjerte-kar-sygdomme.

Patienter var motiverede

Nicolai Uhrenholt stod selv for at rekruttere og følge de skizofrene patienter, som deltog i studiet fra Region Sjælland. Og de var særdeles motiverede for at deltage, fortæller han.

”For mange patienter er vægtøgningen ved den anti-psykotiske medicin så invaliderende, at de rigtig gerne ville bidrage ved at være med i forskningen. Selv de patienter, som tog på i vægt og hurtigt fik mistanke om, at de ikke fik semaglutid, blev i studiet. For det var vigtigt for dem at gøre noget for sig selv og andre, der har skizofreni, så semaglutid måske en dag kan blive givet med tilskud til patienter med skizofreni,” siger Nicolai Uhrenholt.

Efter studiet har Nicolai Uhrenholt stadig haft kontakt til nogle af patienterne gennem sit arbejde i psykiatrien i Region Sjælland.

”Det er gået dem præcist som andre patienter, der holder op med at tage semaglutid: De tager på igen. Så alt tyder på, at semaglutid også for skizofrene patienter skal være en langvarig behandling.”