
Peter Lund Madsens sidste bog, ’Mysteriet om den sovende hjerne’, er skrevet sammen med Thomas Thaulov Raab og forener søvnforskningens historie med personlig fascination og formidling.
Peter Lund Madsens sidste bog er en pragtopvisning i videnskabelig formidling
BØGER. Hjerneforsker og speciallæge i psykiatri Peter Lund Madsen nåede at skrive en sidste bog, inden han gik bort tidligere i år. Bogen udfolder med Peter Lund Madsens vanlige entusiasme og unikke sans for videnskabelig formidling søvnforskningens historie og de mange mysterier, der forsat knytter sig til den sovende hjerne. Det er en både oplysende, finurlig og vigtig bog, som er svær at lægge fra sig.
![]()
Da Peter Lund Madsen døde i midten af august i år, blev jeg – som så mange andre – ramt af en tristhed og noget, der nok mest af alt kan kategoriseres som savn. Jeg kan huske, at sidstnævnte kom bag på mig. Jeg kendte ham jo ikke personligt. Men når jeg læser bogen ’Mysteriet om den sovende hjerne’, som Peter Lund Madsen akkurat nåede at færdiggøre inden sit pludselige dødsfald, så giver savnet mening for mig. For jeg savner hans måde at formidle videnskab på. Peter Lund Madsen havde en helt unik evne til at gøre det komplekse tilgængeligt og få tal og data til at blive levende og nærværende. Det blev aldrig højtravende og for de få indviede, men altid inkluderende og personligt.
Peter Lund Madsens helt særlige tone præger således også den sidste bog, han nåede at skrive. En bog, der er skrevet i samarbejde med hans mangeårige sparrings- og samarbejdspartner, forfatter og foredragsholder Thomas Thaulov Raab. Bogen udfolder søvnforskningens historie og forklarer, hvad der sker i hjernen, når vi sover. Som titlen antyder, er søvnforskning fortsat et felt, som er præget af mystik og ubesvarede spørgsmål. Vi ved noget, men der er fortsat rigtig meget, vi ikke ved, om den sovende hjerne og søvnens betydning for vores vågne liv. Som en anden detektiv tager Peter Lund Madsen læserne i hånden og fører os skridt for skridt ind i mysteriets mange kringelkroge. Han bruger sig selv, sine egne erfaringer og sin egen undren til at åbne og lukke døre og kaste lys på mysteriets mange facetter. Hans tydelige fascination af søvn og søvnens fænomener får bogens sider til forsvinde som dug for solen – for som læser vil jeg vide, hvad der sker på næste side! Lykkes det at opklare mysteriet?
En personlig nerve
Fascinationen har en personlig nerve. Peter Lund Madsen har som ung læge bidraget til søvnforskningen. Han har tilbragt lange nætter i søvnlaboratorier, vækket forsøgsdeltagere midt om natten med håbet om at blive klogere på den gådefulde REM-søvn, og han har mødt nogle af verdens førende søvnforskere til møder og konferencer på den anden side af Atlanten. Han har lagt timer og atter timer i at blive bare en lille smule klogere på, hvorfor vi mennesker bruger omkring en tredjedel af vores liv på at sove. Og heldigvis nåede han at sammenfatte sin viden og give den videre til os andre, inden han selv tog herfra.
Mennesket har, så længe vi ved, beskæftiget sig med søvn og drømme. De tidlige mennesker troede, at søvn og drømme var en tilstand, hvor mennesket kom i kontakt med en anden verden – en tilstand, hvor det var muligt at modtage beskeder og varsler fra det guddommelige. Det tror vi ikke længere. I dag ved vi, at søvn er en indiskutabel forudsætning for hjernens arbejde, og de hukommelsesprocesser, der er så afgørende for, at vi kan agere og være til stede i verden. ’Mysteriet om den sovende hjerne’ fortæller hele historien om den moderne søvnforskning fra opdagelsen af de elektriske hjernebølger (EEG) i slutningen af 1800-tallet og frem til i dag, hvor teorier om det glymfatiske system og dets sammenhæng med hjerneaktivitet lader til at blive et af de næste store undersøgelsesfelter, som måske – måske ikke – kan gøre os lidt klogere, hvad der sker med og i hjernen, når vi sover. Det er utrolig spændende læsning, som løbende krydres med anekdoter og finurlige oplysninger om søvnforskningens pionerer.
