Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Birgitte Ries Møller interesserer sig for fortællinger om mennesker og livsvilkår – både i sit arbejde som læge og gennem bøger, film og kunst.

PLO-lokalformand hylder Gnags-teaterkoncert: En smuk hyldest til dem, der tænker anderledes

Praktiserende læge Birgitte Ries Møller og kæresten gik glade og opløftede fra teaterforestillingen ´De vilde kaniner’ på Østre Gasværk Teater i København. Det er en ”glad, fandenivoldsk og magisk forestilling,” mener den flittigt debatterende lokalformand i Praktiserende Lægers Organisation (PLO) fra Odense.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”Jeg har haft mange – for eksempel Sanseudstilling på Kunstmuseum Brandts i Odense, som jeg besøgte med mit barnebarn. Det var magisk. Hele familien var imponerede, og vi havde en virkelig sjov dag. Sanseudstillingen er en tilbagevendende begivenhed for børn omkring efterårsferien. En anden oplevelse er Gnags-teaterkoncerten ’De vilde kaniner’ på Østre Gasværk Teater, en glad, fandenivoldsk og magisk voksenforestilling, der tager udgangspunkt i Gnags-forsanger Peter A. G.’s filosofi: " Ligegyldigt hvem du er, hvor du er, så velkommen her." Det er en smuk hyldest til dem, der tænker anderledes. Min kæreste og jeg gik derfra både glade og opløftede.” 

KULTUR-TEMPERATUR

Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Sundhedskultur udspørger centrale sundhedsfolk om deres oplevelser med kultur. 

Hvilken film kan du anbefale til familie og venner?

”Jeg vil anbefale filmen ’Rejseholdet - Det første mord’. Alex Høgh Andersen spiller igen godt. Han gjorde det eminent godt i TV-serien Vikings som den onde Ivar Benløs, og han er godt på vej til at blive en af de store nye danske skuespillere. Jeg håber, det her kun er den første film i en serie – vi mangler danske afløser-serier til ’Matador’.

Hvilken bog vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?

”Det må blive ’Et lille liv’ af Hanya Yanagihara.  Romanen er relevant for læger, fordi den giver en dyb og rørende indsigt i, hvordan alvorlige barndomstraumer, omsorgssvigt og misbrug kan præge et menneske resten af livet både fysisk og psykisk. Bogen skildrer på stærk vis, hvordan skam, skyld, tillid og modstand mod behandling kan påvirke kontakten til sundhedsvæsenet. Læsere vil nok, som jeg, fælde en tåre undervejs”.

 Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?  

”Jeg har for nylig forsøgt mig med keramik i to timer – i godt selskab med min datter. Det er hyggeligt og dejligt meditativt. Vi er i disse år ved at genopdage værdien af at lægge telefonen fra os og lave noget manuelt. Den slags håndværksprægede hobbyer kan tømme hovedet og aflede tankerne, hvilket er godt for alle, der går rundt med mange ting i hovedet. Jeg er også meget betaget af kunstmalerier og ser gerne afsnit af DR-serien ’Kunstnerkolonien’, hvor kreative hjerner udfolder sig.”

 

Birgitte Ries Møller, 63 år

  • Formand for PLO-Syddanmark og flittig sundhedsdebattør
  • Praktiserende læge, Fionia Lægerne i Odense
  • Speciallæge i almen medicin 2001, uddannet fra Aarhus Universitet i 1991

 

kultur, kulturtemperatur