Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Originale kunstværker i Courtauld Gallery i London. Foto: Wikimedia Commons

Ægte kunst sænker kroppens stressniveau

En britisk undersøgelse har vist, at originale kunstværker set på et kunstmuseum har positive effekter på fysiologiske parametre som stresshormoner, hjerterytme og inflammationsmarkører. Kopiværker har ikke samme virkning.

Britiske forskere fra King’s College i London har for første gang vist, at kunst har helt konkrete og målbare positive effekter fra det øjeblik, man står og kigger på et kunstværk.

”Fra et videnskabeligt perspektiv er den mest interessante konklusion, at kunst har en positiv effektiv på tre forskellige af kroppens systemer på samme tid – immunforsvaret, det endokrine system og det autonome nervesystem. Det er et unikt fund og noget, vi var meget overraskede over at se,” siger Tony Woods, en af forskerne bag undersøgelsen, i en pressemeddelelse.

Sensor målte reaktioner

I undersøgelsen, som endnu ikke er blevet peer-reviewed, blev en gruppe på 50 voksne inddelt i to lige store grupper: Den ene gruppe så på originale kunstværker i Courtauld Gallery i London af for eksempel Manet, Van Gogh og Gauguin. Den anden gruppe så på identiske kopiværker i et laboratoriemiljø.

Deltagerne blev udstyret med en sensor i form af et digitalt ur, der kunne måle deres hjerterytme og hudtemperatur i løbet af en session på 20 minutter. Desuden fik de taget spytprøver før og efter, de så på kunstværkerne, for at måle niveauet af stresshormonet kortisol samt forskellige inflammationsmarkører.

Resultaterne viste, at kortisolniveauet hos personer, der så på kunstværker i et galleri, faldt med 22 procent, mens gruppen, der så på reproduktioner, kun havde et fald på 8 procent. Gallerigruppen havde også en mere dynamisk hjerterytme, der steg og faldt i takt med, at de så på de forskellige kunstværker, hvorimod reproduktionsgruppen ikke havde de samme udsving i hjerterytmen. Det indikerede for forskerne, at kunsten både kunne udløse en begejstring og senere tilbageregulere stressresponset.

Stress og inflammation blev reduceret

Blandt de undersøgte inflammationsmarkører observerede forskerne, at IL-6 og TNF-alfa – som er blevet forbundet med stress og en række kroniske sygdomme – faldt med henholdsvis 30 procent og 28 procent i gallerigruppen, mens der ingen ændring var for reproduktionsgruppen.

”Stresshormoner og inflammationsmarkører som kortisol, IL-6 og TNF-alfa er forbundet med en lang række helbredsproblemer, fra hjertesygdomme og diabetes til angst og depression. Nu ved vi, at det at se originale kunstværker kan reducere disse markører. Det fortæller os, at kulturelle oplevelser kan spille en reel rolle i at beskytte krop og sind,” siger Tony Woods.

Forud for undersøgelsen havde deltagerne fået foretaget en standardtest for følelsesmæssig intelligens. Men resultaterne viste, at hverken personlighedstræk eller følelsesmæssig intelligens havde indflydelse på, hvordan deltagerne oplevede kunsten.

”Det særligt interessante er, at resultaterne viser, at fordelene er universelle – alle kan opleve dem,” siger Jenny Waldman, der er leder af ArtFund, som er Storbritanniens nationale velgørenhedsorganisation for museer og gallerier.

ArtFund har finansieret undersøgelsen sammen med Psychiatry Research Trust i Storbritannien.

Langtidseffekt ved kunstoplevelser

Tidligere undersøgelser på området har vist langsigtede effekter på trivsel ved at se på kunst, men den nye britiske undersøgelse er den første, som måler de umiddelbare effekter af at se på kunstværker i real-tid.

De tidligere studier omfatter både museumsbesøg og deltagelse i museumsbaserede aktiviteter. Her viste de langsigtede resultater, at engagement i kunst kan styrke både det mentale helbred, generel tilfredshed med livet og evnen til at socialisere. Studierne viste også, at risikoen for depression, demens og ensomhed blev reduceret.

kultur