Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Lille bog om døden mangler menneskeligt nærvær

BØGER. Bogen ´Hvordan lærer vi at leve med døden´ analyserer, hvordan døden er gledet ud af hverdagslivet og ind i institutioner og systemer. Forfatterne giver et klart overblik over udviklingen og de etiske dilemmaer, men spørgsmålet er, om bogens abstrakte greb formår at bringe døden tættere på almindelige menneskers liv.

Døden er ikke længere noget, de fleste mennesker møder derhjemme. Den udspiller sig på hospitaler og plejehjem, omgivet af fagfolk, procedurer og systemer. Det er udgangspunktet for ´Hvordan lærer vi at leve med døden´ af Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi, og Jacob Birkler, filosof og tidligere formand for Etisk Råd. Bogen er skarp i sin analyse, men har svært ved at komme tæt på den død – og det liv, den gerne vil have os til at tale om.

Forfatterne beskriver, hvordan døden gennem de seneste generationer er gledet væk fra hverdagslivet. Hvor sygdom, forfald og tab tidligere var noget, familier oplevede tæt på, møder mange i dag døden gennem sundhedsvæsenet og gennem mediernes fortællinger. Ifølge bogen har det skabt en afstand, som gør døden sværere at tale om, selv om den fylder mere i nyheder, krimier og true crime.

Bogen bevæger sig sikkert gennem historiske nedslag, sociologiske forklaringer og filosofiske overvejelser. Døden beskrives som et grundvilkår, der former menneskers liv, relationer og valg. Individualisering og sekularisering spiller en stor rolle, og et længere afsnit er viet til de etiske spørgsmål ved livets afslutning. Aktiv dødshjælp, behandlingsbegrænsning og forestillinger om værdighed gennemgås nøgternt og grundigt.

Men her opstår også et paradoks. Forfatterne peger på, at døden i dag er blevet fjern og teoretisk. Samtidig er det netop gennem teorier, begreber og analyser, at døden møder læseren. Det giver indsigt og overblik, men holder også døden på afstand. Man forstår mere, men mærker mindre.

Forfatterne opfordrer til, at døden skal fylde mere i det offentlige rum. De vil have os til at tale mere om den og foreslår både døden som fag i skolen og et museum for døden. Ambitionen er klar: Samtalen om døden er en samtale om livet og om det, der betyder noget, mens der stadig er tid.

Spørgsmålene melder sig dog hurtigt: Vil bogen hjælpe på det? Og hvem er bogen skrevet til?

For læsere uden forhåndskendskab til sociologi og filosofi kan sproget virke tungt. Døden forklares gennem teorier, som giver forklaringer, men ikke nødvendigvis genkendelse. For læsere med faglig interesse er den lille bog på 80 sider til gengæld relativt kort. Emnerne er store, men der er ikke plads til at gå for alvor i dybden.

Afstanden blev tydelig for mig, fordi jeg samme dag, hvor jeg læste bogen, så DR-programmet ´Mit testamente´. Her følger man Anders Lund Madsen og hans familie i samtaler om arv, økonomi og døden kort tid efter, at han har mistet sin bror. Sorgen ligger åbent, og samtalen handler om helt konkrete ting: Hvad sker der, når nogen dør? Hvordan sikrer man hinanden? Hvordan undgår man konflikter?

Da Anders Lund Madsens voksne børn bakker op om, at hans hustru Karin og de mindre børn skal sikres økonomisk, bliver hun tydeligt rørt. Datteren sætter ord på det, mange kan genkende: Samtalen handler om to tabuer: død og penge, og netop derfor er den svær. Følelser, loyalitet og frygt for at såre hinanden fylder det hele.

Her bliver døden konkret og noget, man kan mærke, fordi det rammer relationer og familier. Programmet kræver ingen forkundskaber og taler direkte til erfaringer, mange deler. Det er let at forestille sig, at seerne får lyst til at fortsætte samtalen, når udsendelsen slutter.

Det er sværere at se, hvordan ´Hvordan lærer vi at leve med døden´ får den samme samtale i gang. Bogen giver begreber og perspektiv, men bliver i høj grad i refleksionens rum. De konkrete stemmer, scener og situationer, som kunne bringe døden tættere på læserens eget liv, mangler.

Det er en seriøs bog, som giver et klart blik på døden som kulturelt og samfundsmæssigt vilkår. Men hvis ambitionen er at få flere til at tale om døden og livet, risikerer bogens eget sprog at stå i vejen.

Michael Hviid Jacobsen og Jacob Birkler: ´Hvordan lærer vi at leve med døden´. Er udkommet på Informations Forlag, 50 kroner på Gucca

kultur