
Chris van Tulleken Chris van Tulleken er infektionsmediciner og en glimrende formidler.
BBC-dokumentar rammer rent med nøgtern pandemi-advarsel
STREAMING. En BBC-dokumentar, som nu er tilgængelig på DR, minder os om, at COVID-19 måske kun var en generalprøve. Næste globale sundhedskrise kan være tættere på, end vi tror. Det er dystert fjernsyn, men også med elementer af håb.

Hvor mange husker coronakrisen? Spørgsmålet er naturligvis stillet med et glimt i øjet. Ikke desto mindre er det som om, at der er løbet meget vand under verdenshistoriens bro, siden vi alle sammen grublede over smittekæder og superspreder-events, mens vi fumlede med håndsprit og mundbind.
En britisk BBC-dokumentar fra 2025 minder os om, at en ny pandemi ikke behøver være 50 eller 100 år ude i fremtiden, også selvom vi har travlt med at bekymre os om klimaet, udviklingen i Hormuz-strædet og Donald Trumps næste opslag på Truth Social.
’Jagten på den næste pandemi’ er for nylig blevet tilgængelig på DR, og den danske titel klinger en smule som en Indiana Jones-film. Britiske dr. Chris van Tulleken er dog ikke arkæolog med hat og pisk, han er derimod infektionsmediciner og en glimrende formidler. Vi kommer med lægen på en lille jordomrejse til blandt andet USA og Sydøstasien for at blive klogere på, hvad der kan udløse et nyt verdensomspændende sygdomsudbrud. En ny global pandemi kan komme fra et virus eller fra en bakterie, det kan også være en såkaldt 'sygdom x', et patogen, som vi i skrivende stund slet ikke er opmærksomme på.
Det er nemt at få klamme hænder, når Chris van Tulleken møder virologer, epidemiologer og WHO-medarbejdere. Ikke alle eksperterne og forskerne sover lige godt om natten. Og man forstår hvorfor som seer: Mange af morgendagens frygtede sygdomme stammer fra for eksempel fugle og flagermus og opstår, når virusser springer fra dyr til mennesker. Et centralt tema er, at menneskelig adfærd øger risikoen for nye pandemier. Ødelæggelse af natur, intensivt landbrug og stigende global rejseaktivitet bringer mennesker og dyr tættere sammen og gør det lettere for sygdomme at opstå og sprede sig hurtigt på tværs af landegrænser.
