Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Det nye lege- og venterum er designet og indrettet af Kalle Thesbjerg fra Design By Kalle. Nogle kender hans designs og idérigdom fra boligprogrammerne ’ I Hus til Halsen’ på DR.

Nyt lege- og venterum på hospitalet i Hjørring skal skabe tryghed for børn og unge

Afdeling for Børn og Unge på Regionshospital Nordjylland går efter helende arkitektur for de mindste. Nye rammer designet af Kalle Thesbjerg skal mindske uro og stress.

Når børn og unge fremover møder op til aftaler eller er indlagt på Afdeling for Børn og Unge på Regionshospital Nordjylland i Hjørring, bliver de mødt af helt nye rammer i det nye lege- og venterum. Rummet er lavet, efter en donation på 495.000 kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond har gjort det muligt at indrette et splinternyt lege- og venterum, der understøtter hospitalets visioner om helende arkitektur.

Mogens Gade (V), der er formand for Sundhedsråd Vendsyssel, stod sammen med en af de små brugere for snoreklippet ved indvielsen.

”Det nye lege- og venterum er mere end en fysisk forbedring. Det er en prioritering af rammerne omkring behandling og ventetid – og dermed af den samlede patientoplevelse. Her er skabt et rum, som tager højde for, at børn er forskellige. Nogle har brug for bevægelse, andre for ro. Det er veldokumenteret, at trygge omgivelser kan mindske uro og stress. For børn betyder det bedre forudsætninger for samarbejde og forløb. For forældre betyder det mere ro,” siger Mogens Gade i en pressemeddelelse fra Region Nordjylland.

Det nye lege- og venterum er designet og indrettet af Kalle Thesbjerg fra Design By Kalle. Nogle kender hans designs og idérigdom fra boligprogrammet ’I hus til halsen’ på DR.

Helende arkitektur som redskab

Det nye rum har været i brug siden starten af april, og tilbagemeldingerne fra brugerne har foreløbig været positive.

”Brugerne er meget begejstrede, og forældrene tager fotos og fortæller, at de ikke har set noget lignende andre steder. For børnene virker det meget tryghedsskabende, og de sidder stille og roligt og leger, så omgivelserne virker meget dæmpende på dem,” fortæller Elke Longin, der er cheflæge på Afdeling for Børn og Unge.

I det hele taget arbejder Afdeling for Børn og Unge og Regionshospital Nordjylland som helhed med helende arkitektur som et redskab i patientbehandlingen. På afdelingen er der blandt andet også et sanserum, hvor børnene kan falde helt til ro og blive trygge under behandlingen eller under blodprøvetagning.

”Det nye område er et konkret udtryk for, hvordan vi arbejder med principperne for helende hospitaler. Vi ved, at omgivelser betyder noget. Lege- og venteområdet viser, hvordan man kan kombinere leg, sansestimulering og tryghed med behandling og pleje. Det er en vision for, hvordan hospitaler i fremtiden kan se ud. Vi har skabt et sted, hvor barnet ikke bare er patient – men et menneske, der skal føle sig tryg,” siger Elke Longin.

 

kultur, topartikel