Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Louise Unmack Kjeldsen tager i dokumentaren ’Mysteriet om menopausen’ udgangspunkt i sine egne erfaringer med hjernetåge, udmattelse og depression.

Doku om overgangsalderen bør ses af både kvinder og mænd

I ’Mysteriet om menopausen’ tager Louise Unmack Kjeldsen udgangspunkt i sine egne erfaringer med hjernetåge, udmattelse og depression for at undersøge et globalt og længe underbelyst sundhedsproblem. Resultatet er en velfortalt og videnskabeligt skarp dokumentar, der giver stemme til kvinder verden over.

Louise Unmack Kjeldsen er en succesfuld dokumentarist, sammen med popsangeren Jens Unmack har hun også fået et par efter alt at dømme søde børn. Men selv med mange vellykkede projekter i bakspejlet kan overgangsalderen være en svær fase.  Hjernetåge, udmattelse og depression begyndte på et tidspunkt at hjemsøge journalisten, der i dag er 61 år gammel.

”Pludselig begynder kroppen at sende signaler, jeg ikke forstår,” siger Louise Unmack Kjeldsen i en voice-over.

Med dette personlige og smertelige udgangspunkt har hun lavet dokumentaren ’Mysteriet om menopausen’, der havde premiere på CPH:DOX i foråret, og som nu kan ses på dr.dk.  Det er en velskåret dokumentar, der kan anbefales ikke blot til kvinder i alle aldre, men også til bekymrede sønner, brødre og ægtemænd.

Dokumentaren får effektivt etableret overgangsalderen som et globalt fænomen. En række cases fra forskellige lande er inviteret til at fortælle deres historier på deres respektive modersmål. På spansk, fransk, engelsk og tysk får vi oprullet sygdomsfortællinger, der med vekslende alvorsgrad rimer på Louise Unmack Kjeldsens egen historie. Vi hører om fysiske forandringer og ømme led, her er også identitetskriser og selvmordstanker. Mange udenforstående, nok især os hankønsvæsner, vil kigge med og blive overraskede over, hvor alvorlig overgangsalder kan være. Det blev jeg i hvert fald. De medvirkende cases er muligvis ikke repræsentative for alle kvinder, ikke desto mindre bliver man som seer både overrasket og forfærdet over, hvor tunge mange af historierne er, også fordi mange af kvinderne er en del yngre end Louise Unmack Kjeldsen.

”Jeg kiggede i spejlet og vidste ikke, hvem hun var. Jeg kendte hende ikke,” siger en tysk kvinde, der kunne være i sine tidligere 40’ere.

Louise Unmack Kjeldsen rejser også til Norge, Canada og USA for at tale med centrale forskere, der har viet deres arbejdsliv til forskning i menopausen. Den har været overset længe som relevant objekt i en forskerverden, hvor den hvide mand stadig sidder for hårdt på dagsordenen. Kvinders symptomer i forbindelse med overgangsalderen er på uretfærdig vis forbundet med en psykologisering af en yderst kropslig og fysisk virkelighed, lærer vi.

”Jeg har været rasende over, at jeg selv skulle løse den her gåde,” siger en anden af case-studierne om sit menopause-forløb.  

Psykologiseringen sker til trods for, at overgangsalderen nedbringer både livskvalitet og arbejdsevne for en stor gruppe mennesker. De mange sygedage forbundet med menopause koster også samfundet store summer penge.

’Mysteriet om menopausen’ er en dybfølt blues sunget af en lang række kvindestemmer, men den er også fornemt god videnskabsformidling, der går tæt på professorer og forskere, så man lærer dem at kende som mennesker med personlig historie og bevæggrunde. Den har et forbilledligt flow, idet den altid formår at krydsklippe effektivt mellem statistiktung forskning og konkrete patient-cases. Som hårdtarbejdende sundhedsjournalist overværer man med borderline-misundelse, hvor letflydende formidlingen strømmer for Louise Unmack Kjeldsen, der formår at komme flot omkring emnet på blot 59 minutter.   

’Mysteriet om menopausen´ fremstår imponerende helstøbt, også selvom materialet efter alt at dømme er indsamlet over en længere periode (nogle interviews foregår med mundbind anno COVID-19-pandemien). Den vellykkede dokumentarfilm bør sparke døren ind til en fornyet og yderligere kvalificeret debat om en livsfase, der er fuld af underbelyste faldgruber. 

’Mysteriet om menopausen’ kan ses på dr.dk

 

 

 

kultur, topartikel