Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Journalist Kjeld Hansen (tv.) og professor Hans Jørn Kolmos vil med ’Fra mirakel til mareridt’ have politikere til at gribe ind over for overforbruget af pesticider og antibiotika. Bogen står stærkt på dokumentationen, men engagementet tager indimellem overhånd, mener anmelderen.

Grundig og hårrejsende dokumentation af skadelig brug af pesticider og antibiotika 

BØGER. Journalist Kjeld Hansen og professor Hans Jørn Kolmos argumenterer for et nødvendigt opgør med landbrugets og industriens brug af pesticider og antibiotika i en veldokumenteret bog. Forfatternes stærke engagement skygger dog indimellem for den nøgterne formidling.


Pesticider og antibiotika øger landbrugets udbytte og reducerer sygdomme hos mennesker og dyr. I tiden siden anden verdenskrig har de tilsammen reddet millioner af menneskeliv. Uhæmmet og hovedløs brug af vidundermidlerne er imidlertid årsag til nedsat fertilitet, resistens, alvorlige sygdomme som kræft og Parkinsons, og de udgør en alvorlig trussel imod eksempelvis drikkevand og biodiversitet såvel som menneskets indre, kropslige biodiversitet.

Professor Hans Jørn Kolmos og journalist Kjeld Hansen redegør i ’Fra mirakel til mareridt’ for den grimme side af pesticider og antibiotika. Deres klare ærinde er at bevidstgøre offentligheden om alvoren og fremskynde ”et livsnødvendigt behov” for ”vidtgående forbud og en benhård kontrolmyndighed”. Dokumentationen og argumentationen står tydeligt frem, og bogen vil forhåbentlig blive læst og føre til handling hos landmænd, politikere, kemiproducenter og øvrig offentlighed. 

Politisk dødvande

Kolmos og Hansen lægger fra land med den sigende historie om franske Emmy Marivain, som døde 11 år gammel efter et – for hende – livslangt kræftforløb som følge af moderens arbejde som blomsterhandler med daglig eksponering for pesticider fra importerede blomster, også under sin graviditet. 

EU’s importregler for såkaldt nonfood er lempeligere end for import af fødevarer, men pesticidlovgivningen er generelt hullet. Forfatterne dokumenterer, hvordan politikeres og organisationers krav om at nedbringe brugen af pesticider og antibiotika igen og igen løber panden magtesløst imod muren. Umuligheden skyldes parlamentarisk træghed og især mangelfulde og skrinlagte rapporter og landbrugets og kemiproducenternes rigiditet og skruppelløst effektive lobbyisme.

Marivains ulykkelige historie udgør få sider af bogens veldokumenterede og fyldige fremstilling af den dybt problematiske omgang med pesticider og antibiotika. Forfatterne illustrerer deres synspunkt med et rædselskatalog af andre enkelthistorier, undersøgelser, forskningsrapporter, statistikker og gennemgang af stoffer, deres tilsigtede og utilsigtede virkninger for sig og i sammenhæng med andre stoffer. 

Forhippet duet

De to forfattere udgør en slagkraftig duet: Kolmos er professor og tidligere overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital; Hansen er erfaren miljøjournalist med adskillige publikationer og Cavling-nomineringer bag sig. Sammen har de begået en grundig bog, både hvad angår indsigt i feltet og en overvejende nøgtern og resolut videnskabsformidling med tykke streger under sit ærinde og sine budskaber. Dokumentationen fremlægges i kvalitet og kvantitet så ihærdigt bugnende, at man som læser tænker, at den når som helst kan briste under sin egen vægt.

Den saglige udlægning understrømmes af en tøjlet forhippelse, som nu og da titter frem med små sprækker. Det sker eksempelvis når forfatterne skriver om ”en eksplosiv tredobling af tilfælde af testikelkræft fra slutningen af 1940’erne til ti nyt tilfælde årligt per 100.000 mænd i 1990”, som om den ildevarslende tredobling i sig selv ikke rummer tilstrækkelig pondus.

Et andet sted refererer forfatterne et udeblevet forbud imod brug af visse pesticider. En seniorforsker fra Kræftens Bekæmpelse manede til besindighed med henvisning til, at pesticidets medfølgende kræftrisiko lød på et ”halvt barn ekstra” per år, og at der er større og mere presserende problemer med kræft. Proportionalitet er et legitimt argument for fokus, som Hansen og Kolmos imidlertid forholder sig lakonisk distanceret til.

Det er langt fra diskvalificerende forbehold, men den nøgterne formidling af de ildevarslende kendsgerninger kolliderer med forfatternes hårdnakkede overbevisning og en let hovedrystende tone. Det resulterer desværre i en ganske vist lille og pletvis, men dog tilstedeværende barriere for formidlingen af sagens uhyggelige og akutte alvor. 

Kjeld Hansen og Hans Jørn Kolmos: ´Fra mirakel til mareridt – når pesticider og antibiotika ikke længere tjener menneskeheden´. Gads Forlag. 293 sider. Kr. 299,95

kultur, topartikel