MusikBeRiget har i knap 20 år spillet musik for patienter og pårørende på Rigshospitalet. Projektet er kendt af mange danskere, da indsatsen fra musikerne har været omfattende dækket i DR’s mangeårige dokumentarserie ’Med livet i hænderne’.
Færre er nok klar over, at projektet også er genstand for et forskningsprojekt med støtte fra Carlsbergfondet.
Antropologer fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, har siden januar 2026 to gange om ugen fulgt i hælene på musikerne, når MusikBeRiget spiller for patienter, pårørende og personale på Rigshospitalet.
Forskerne er i gang med at indsamle resultaterne fra deres feltarbejde og skrive dem sammen i artikler, som skal udkomme i fagfællebedømte tidsskrifter inden for socialvidenskab og medicinsk antropologi.
Som antropologer arbejder de især med at iagttage relationer, indleder postdoc Ida Vandsøe Madsen:
”Vi ønsker at forstå, hvad levende musik kan bibringe i en dansk omsorgs- og velfærdsstruktur. Hvad sker der egentlig mellem musikere, patienter, pårørende og personale, når der bliver spillet levende musik på stuerne?”
De går ikke efter at måle en behandlingseffekt på samme måde, som man vil gøre det i det evidensbaserede sundhedsvæsen, forklarer lektor Anja Marie Bornø Jensen, som leder forskningsprojektet, der hedder Emotion Medicine: Musicians and Animals During Critical Illness and Death (EMOMED).
”Der findes studier, som måler for eksempel blodtryk og hjerneaktivitet i forbindelse med musik, og den type studier har vi stor respekt for. Vores spørgsmål er et andet: Hvad muliggør musikken, hvorfor bliver mennesker bevægede af musikken, og hvad sker der i relationen mellem musikere, pårørende, sundhedsfagligt personale og patienter? Det undersøger vi gennem observationer, interviews og grundige beskrivelser. Vi indsamler erfaringer, som er svære at sætte tal på.”
Den levende musik med violin, guitar, sang og harpe er kun det ene ben i projektet: Projektet arbejder også på at undersøge, hvordan interaktion med dyr, for eksempel hunde og alpakaer, på både sygehuse og hospice kan have en positiv betydning for lidende og døende mennesker. Anja Marie Bornø Jensen, der også underviser i videnskabsteori, kvalitativ forskningsmetode og etik, ser ikke en modsætning til lægevidenskaben i det, de laver i det antropologiske projekt.
”Jeg synes, forskellige metoder og vidensformer komplementerer hinanden i praksis. Vores vej til data og resultater er menneskers erfaringer og historier omkring det at være tæt på kritisk sygdom og død. Gennem systematiseret deltagerobservation og interviews over lang tid stiller vi skarpt på de emotionelle dimensioner af omsorg, som musik og dyr kan åbne op for. Det vil jeg nødig kvantificere og sætte ind i et diagram. De fortællinger og erfaringer, som vi gengiver i vores forskning, kan bidrage med vigtig viden, ligesom tal og målinger kan,” siger lektoren.
Det medicinske personale, der hver dag giver omsorg og pleje på baggrund af klassisk sundhedsvidenskab, tager varmt imod musikerne fra MusikBeRiget.
”Personalet lyser op, når MusikBeRiget er i afdelingen. De forstår vigtigheden af musikken, de hjælper med at finde patienter, og mange siger, at når MusikBeRiget er der, så bliver det en god dag. De beskriver musikken som et lyspunkt for både patienter, pårørende og personale. Vi undersøger, hvordan og hvorfor det føles sådan for dem,” siger Ida Vandsøe Madsen.
Tango til en tøjdyrskat
Anja Marie Bornø Jensen har lige forud for interviewet været rundt med MusikBeRiget og besøge en dreng, som er på Rigshospitalet til en større medicinsk udredning. Musikerne gav ham en tøjdyrs-kat, fordi de havde besøgt ham før og vidste, han kunne lide katte, og spillede så ’Min kat den danser tango’, fortæller lektoren.
”Det er noget helt andet end at sætte en plade på. Musikerne er til stede som mennesker. De skaber historier rundt omkring musikken, og de skaber en relation til barnet og til familien. De ser personen, en lille dreng, der er glad for katte, ikke kun patienten, og det er dette særlige omsorgsarbejde, vi har skarpt fokus på,” understreger hun.
Hun har også observeret en far, som ellers var stærkt presset af sin datters alvorlige sygdom, begynde at synge lidt med, at smile og at kommentere på den musik, der blev spillet.
”Der skete noget i rummet. Musikken kan give både patienter, pårørende og personale et frirum. Musikerne kommer ikke for at stikke en nål i nogen eller måle en værdi. De kommer med musikken i stedet for.” Anja Marie Bornø Jensen vurderer, at musikken kan give plads til patientens – og pårørendes - personlighed i en livskrise, hvor meget handler om blodprøver, scanningsvar og svære beskeder.
”Jeg så MusikBeRiget spille for en far, der sad med sin meget syge sovende lille søn og fortalte, hvor glad drengen var for musik. I det øjeblik trådte drengen frem som mere end en patient, og faren fik via musikken et rum til at præsentere og forholde sig til sin søn på en måde, der ikke kun handlede om sygdom.”
Også på intensivafdelingen kan pårørende fortælle, om en patient, der ikke er ved bevidsthed, holder mest af Mozart, eller om han eller hun er mere til Kim Larsen, nævner den anden forsker, Ida Vandsøe Madsen.
”Så får de mulighed for at fortælle om andre sider af personen end den, der har at gøre med, hvorfor de ligger der lige nu.”
Fra Walt Disney til Andreas Odbjerg
Det står også mere og mere tydeligt for antropologerne, at musikken kan række langt ud over selve besøgene i klinikken. Forskerne har som del af deres feltarbejde interviewet forældre efter en mindekoncert, MusikBeRiget arrangerer for familier, der har mistet et barn. Et emne, der bliver ved med at dukke op, er, hvordan musikken lever videre efter indlæggelsen, fortæller Ida Vandsøe Madsen. Det kan være til mindekoncerten, eller hvis MusikBeRiget inviteres til at spille til begravelsen.
”Nogle af de pårørende vender tilbage til den musik, de hørte under indlæggelsen. En mor, der mistede sin dreng en uge før termin, havde kun få minder om ham. Musikken blev noget, hun kunne mindes ham ved,” fortæller Ida Vandsøe Madsen. Antropologerne havde måske forventet, at pårørende ville vælge musik fra tiden før sygdommen. Men øjeblikket på hospitalet kan også blive et betydningsfuldt minde, også som en påmindelse om, at der selv i de svære perioder på hospitalet også var lommer af lys.
MusikBeRiget har et bredt repertoire og spørger altid, hvad patienter og pårørende ønsker. Stykker, der ofte bliver spillet for børn, er ’Idas sommervise’, ’Ulvesangen’ og Disney-musik, mens klassiske stykker, Kim Larsen, Aphaca og musik fra Godfather-filmene især fylder stuerne hos unge og voksne. Andreas Odbjergs ’Ude af mine hænder’ virker ifølge forskerne på tværs af alder, da den beskriver et kontroltab, som mange oplever under indlæggelsen.
Gehør for både toner og det sociale
Især et stort hospital som Rigshospitalet har sin helt egen rytme og infrastruktur, og et besøg fra musikerne i MusikBeRiget kan ændre den, oplever forskerne fra Københavns Universitet.
Antropologerne har oplevet, at et lægeteam udsatte sin stuegang, fordi der var besøg fra MusikBeRiget, men også at musikerne ventede ekstra længe af hensyn til et vigtigt sygeplejefagligt besøg. Personalet og MusikBeRiget samarbejder tæt for at sikre, at de, der ønsker musikalsk besøg, også får det, men uden det forstyrrer den kliniske hverdag.
”Den slags kan kun forekomme, fordi musikerne har opbygget en forståelse og respekt for hospitalets arbejde, og fordi respekten er gensidig. Det kræver mere end at være en dygtig musiker. Det handler om, som en sygeplejerske påpegede, at MusikBeRiget også er musikalske, når de ikke spiller musik,” siger Ida Vandsøe Madsen.
Medicinske Tidsskrifter: Er der ikke en fare for en for positiv bias, når I er med på stuegang og følger musikerne så tæt?
”Vi er ikke sendt ud for at måle, om MusikBeRiget er godt eller skidt, men for at udforske, hvordan musikken indvirker på mennesker under kritisk sygdom og død, og hvad den åbner op for. Som antropologer bruger vi os selv som redskab, og det er et grundvilkår, at vi skal tæt på de mennesker, vi studerer, for at forstå dem. Vi er bevidste om, at vi kan blive grebet af det følelsesmæssige. Det ville være mærkeligt andet, når man tænker på, hvad MusikBeRiget kommer rundt til. Men jeg kender ikke til ret meget forskning, hvor forskeren ikke har et særligt udgangspunkt eller en positiv interesse for forskningsområdet. Det gælder også i mere kvantitativ forskning,” svarer Anja Marie Bornø Jensen.
Forskerne følger også historier, der ikke er positive. Musikerne møder ofte patienter, der ikke ønsker musikalsk besøg, og antropologerne hører ligeledes om eksempler, hvor musikken blev upassende i en situation på en nærliggende stue, fordi den ikke var afskærmet tilstrækkeligt. Den slags inddrager antropologerne også i deres forskning.
Innovation fra andre kanter
Projektlederen håber, at forskning som deres måske kan skubbe lidt til, hvordan man betragter nyskabelse på hospitalsgangene.
”Der er heldigvis sket meget på kulturområdet i sundhedsvæsenet og i forskningen i det. Men mange fremtidsvisioner og meget håb knytter sig stadig til ny teknologi, AI og big data. Det giver os ny viden og bedre behandlinger, det kan bare ikke altid levere i forhold til at adressere de emotionelle og eksistentielle sider af at være alvorligt syg eller pårørende. Spørgsmålet er, om kultur på hospitalerne skal forblive en ekstern aktør, som det ofte er tilfældet i dag, eller integreres endnu mere og nå ud til flere,” siger Anja Marie Bornø Jensen.
Fakta om projektet
Emotion Medicine (EMOMED) undersøger, hvordan musikere og dyr kan skabe unikke følelsesmæssige øjeblikke for patienter, pårørende og personale i situationer præget af kritisk sygdom og død.
Projektet udforsker, hvad musikere og dyr muliggør og fremkalder i kliniske sammenhænge.
Forskerne har særligt fokus på, hvordan de kan se patienten som person, hvordan deres besøg kan skabe nogle helt særlige relationer, og hvordan de dermed bidrager med nye emotionelle dimensioner på medfølelse og omsorg.
EMOMED vil bidrage med værdifuld indsigt i, hvordan dyr og musikere kan bidrage til at integrere følelsesmæssige og eksistentielle dimensioner i sundhedsvæsenet, og har dermed potentiale til at styrke medfølelse og omsorg i moderne medicin.
Projektet er støttet af en Semper Ardens Accelerate-bevilling fra
Carlsbergfondet.
