Vacciner og boostervacciner mod COVID-19 fører til stigende antistofniveau og neutraliserende effekt hos gravide og nyfødte. Beskyttelsen gælder for både tidligere smittede og ikke-smittede.
Det viser et amerikansk studie, publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Communication, der har forsker Elisabeth A. Murphy, Afdelingen for Patologi og Laboratoriemedicin ved Weill Cornell Medicine i New York, USA, som førsteforfatter.
Studiet har undersøgt niveauet af spike-bindende antistoffer i 4.600 gravide patienter og 2.706 nyfødte. De gravide var både tidligere smittede med SARS-CoV-2 infektion og ikke-smittede. Derudover havde de også forskellig vaccinationsstatus - ikke-vaccinerede, delvist vaccinerede, fuldt vaccinerede og vaccineret med boostere.
Antistofniveauet steg i takt med antallet af vacciner
I alt 2.999 gravide var enten vaccinerede eller tidligere smittede eller begge dele. 1.601 patienter, som ikke var vaccinerede eller tidligere smittede, blev brugt som kontroller. I studiet havde 2.109 patienter ikke fået en dosis af SARS-CoV-2 vaccine, og 2.491 patienter havde fået mindst én dosis. 1.011 patienter var tidligere smittede, og 3.589 patienter havde aldrig haft en COVID-19 infektion.
For de 3.589 patienter, der ikke var tidligere smittet, betød hver dosis af vaccinen, at IgG-niveauet steg signifikant. Det højeste niveau af antistofferne så man hos dem, der havde fået boostervacciner.
For de 1.011 tidligere smittede patienter, resulterede den første dosis i en signifikant stigning af IgG-niveauer. Man så en mindre stigning af antistofniveauet i denne patientgruppe ved afslutningen af vaccinationsserien. Hvorimod en boosterdosis førte til en yderligere bemærkelsesværdig stigning i antistofniveauet.
Når man sammenlignede den ikke-smittede gruppe med den tidligere smittede gruppe, havde sidstnævnte gruppe et signifikant højere niveau af IgG i alle vaccinationskohorterne. Antistofniveauet i gruppen for tidligere smittede og fuldt vaccinerede var en smule lavere end den ikke-smittede gruppe, der havde fået boostervacciner.
Studiet viste også, at patienter, der var tidligere smittede og boostervaccinerede, havde det højeste niveau af antistoffer over tid, og at man efter 50 uger efter den sidste dosis var administreret, stadig kunne spore anitstofferne.
Den neutraliserende aktivitet blandt de gravide
I studiet undersøgte man også den neutraliserende aktivitet mod forskellige SARS-CoV-2 pseudotype-varianter og fastlagde sammenhængen mellem IgG-niveau og neutraliserende aktivitet.
Ud af 259 repræsentativt udvalgte tidligere smittede gravide viste en undersøgelse, at tidligere smittede, boostervaccinerede patienter havde den højeste neutraliserende aktivitet mod B.1-variant sammenlignet med alle de andre vaccinationskohorter.
Dette var i modsætning til BA.1 og BA.5-varianterne. Her viste den samme gruppe patienter (tidligere smittede med boostervaccine) kun en betydelig højere neutraliserende aktivitet, når den blev sammenlignet med de ikke-vaccinerede kohorter.
Den serumneutraliserende aktivitet mod B.1-spike varianten hang stærkt sammen med det semikvantitative IgG-niveau. Sammenhængen mellem IgG-niveauer og neutraliseringen af omikron-varianterne BA.1 og BA.5 var lavere end for B.1.
Barns antistofniveau hænger sammen med morens
I studiet fandt man også en stærk sammenhæng mellem morens IgG-niveauer og anti-S IgG-niveauer fra de i alt 2.706 nyfødte, som man målte i blodet fra navlestrengen.
56 navlestrengsprøver havde antistofniveauer under det positive cut-off. Af de 56 prøver var 91 procent (51 ud af 56 prøver) født af delvist vaccinerede patienter. Placentaoverførselsratioen var over 0,5 for 93 procent (2.248 ud af 2.429) og over 1 for 73 procent (1.785/2.429) af alle testede duader.
Neutraliseringsundersøgelser af 260 repræsentativt udvalgte nyfødte viste, at nyfødte født af patienter, der havde fået en boosterdosis og var tidligere smittede, havde den højeste neutraliserende aktivitet mod B.1 og BA.1 sammenlignet med andre vaccinationskohorter.
Den samme gruppe havde signifikant højere neutraliseringsaktivitet mod varianten BA.5, når man sammenlignede med den ikke-vaccinerede gruppe, der ej heller var tidligere smittet.
10 ud af 77 nyfødte født af ikke-vaccinerede havde ingen påviselig neutraliserende aktivitet mod B.1-varianten. Disse 10 nyfødte blev født af patienter med enten lav eller upåviselig B.1-neutraliserende effekt.
Forskerne så også en sammenhæng mellem antistofniveau og den neutraliserende aktivitet mod B.1, BA.1 og BA.5 spike-pseudotyperne målt i navlestrengsprøverne. Der var ligeledes en høj sammenhæng mellem de neutraliserende antistofniveauer målt i de nyfødtes navlestrengsblod og perifert blod fra moderen for alle analyserede spikevarianter.