
Ann-Louise Reventlow-Mourier, formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS). Hun kalder aftalen et vigtigt skridt mod at føre sundhedsreformen ud i livet.
Ny overenskomstaftale skal nedbringe ventetiden hos speciallæger
Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) har indgået en ny aftale, som skal styrke kvalitet, digitalisering og behandling tættere på borgerne.
Kortere ventetid, bedre kvalitet og mere samarbejde mellem sundhedsvæsenets aktører er målet for den nye overenskomstaftale, som RLTN) og FAPS har forhandlet på plads. Aftalen gælder fra 1. april til 31. december 2026 og sikrer en merøkonomi på i alt 122,6 millioner kroner til flere undersøgelser og behandlinger hos de praktiserende speciallæger samt yderligere 34,6 millioner kroner til kvalitetsudvikling og digitalisering. Det skal samlet set bidrage til at nedbringe ventetiderne.
Den korte aftaleperiode skyldes, at parterne afventer ny lovgivning i forbindelse med den kommende sundhedsreform. Målet er at skabe et sundhedsvæsen, hvor mere behandling foregår tættere på borgerne, og hvor digitale løsninger og kvalitetsarbejde understøtter hverdagen i klinikkerne.
Et skridt mod mere behandling tæt på borgerne
”Jeg er både glad og stolt over, at vi med denne aftale sikrer fortsat udvikling i sundhedsindsatsen tæt på den enkelte borger. Det er et vigtigt skridt mod at sikre mere behandling tættere på borgerne. Det gælder især på psykiatriområdet, hvor behovet er stort. Men også generelt for hele speciallægesektoren,” siger Lars Gaardhøj, formand for RLTN, til Danske Regioners hjemmeside.
Også FAPS’ formand, Ann-Louise Reventlow-Mourier, fremhæver aftalen som et vigtigt skridt på vejen mod at virkeliggøre sundhedsreformen:
”Vi ser den nye aftale som et vigtigt skridt på vej mod at føre sundhedsreformen ud i livet. De praktiserende speciallæger er en central del af det nære sundhedsvæsen. Og vi er klar til at tage ansvar for den omstilling, der venter. Med aftalen kan vi behandle flere patienter, højne kvaliteten og bidrage aktivt til at sænke ventetiderne. Samtidig har vi valgt en kort aftaleperiode, fordi vi venter på den kommende følgelovgivning til sundhedsreformen. Ikke mindst den nye patientrettighed, som skal sikre mere ensartet adgang til de praktiserende speciallæger,” siger hun.
