
"Politikere skal passe på med at forvente, at man kan øge de praktiserende lægers aktivitet ved hjælp af finansielle incitamenter,” siger Kim Rose Olsen.
Nyt studie: Øget indkomst bliver ofte vekslet til øget fritid for praktiserende læger
Man skal passe på med at forvente, at man kan øge de praktiserende lægers aktivitet ved hjælp af ekstra penge. Mange læger vil vælge at holde mere fri frem for at arbejde ekstra, viser nyt sundhedsøkonomisk studie. Forskerne ved dog ikke ret meget om, hvad et differentieret antal patienter (patientlister), som regeringen foreslår, vil have af effekt.
Professor i sundhedsøkonomi Kim Rose Olsen er seniorforfatter på studiet, der er offentliggjort i tidsskriftet Health Economics i marts 2025.
Forskerne tager i studiet udgangspunkt i, at der med OK18 blev budgetteret 60 millioner kroner til differentieret basishonorar til de praktiserende læger, der havde den mest udfordrede demografi.
Studiet undersøger, hvordan tilførslen af ekstra basishonorar har påvirket antallet af patientkontakter og listestørrelse, og hvordan disse variabler har haft indflydelse på lægernes indkomst og antallet af henvisninger til specialister.
”Det nye studie viser, at øget indkomst til de praktiserende læger i form af det ekstra differentierede basishonorar, der blev indført i OK18, sandsynligvis bliver vekslet til øget fritid frem for ekstra arbejde. Det betyder, at politikere skal passe på med at forvente, at man kan øge de praktiserende lægers aktivitet ved hjælp af finansielle incitamenter,” siger Kim Rose Olsen.
Forfatterne bag studiet anfører i deres konklusion dog også, at en differentieret betaling stadig kan medføre en positiv værdi, da den vil give en opfattelse af fairness i aflønningen blandt praktiserende læger, og dette kan hjælpe med fastholdelsen på den lange bane. Det kan også være, at lægerne har valgt at bruge mere tid med patienterne, hvilket ikke umiddelbart kan afdækkes med tilgængeige data, pointerer professoren.
