Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”Med den her løsning sikrer vi bevarelse af lægevagten i Helsingør og Frederikssund på samme niveau som i dag, samtidig med at vi får kortere svartid på 1813. Det er en god samlet løsning,” siger Christoffer Buster Reinhardt.

Akutberedskabet overtager lægevagten i Helsingør og Frederikssund

Region Hovedstadens Akutberedskab overtager nu ansvaret for lægevagten i akutklinikkerne i Sundhedshuset i Helsingør og på Frederikssund Hospital. Fremover vil lægerne i klinikkerne både tage imod patienter og besvare opkald fra Akuttelefonen 1813, når der er stille i venteværelset. Ordningen har været testet i tre måneder og bliver nu gjort permanent.

På mange hverdagsaftener sidder kun en enkelt patient i venteværelset ad gangen. Ofte er der endda pauser, hvor lægerne venter uden at have nogen at tilse fysisk. Det er i de pauser, telefonlinjerne til Akuttelefonen 1813 nu vil blive aktiveret.

”Det er vigtigt hele tiden at se på, hvordan vi kan udnytte ressourcer og kompetencer bedst muligt. Samtidig er det afgørende for os, at vi fastholder de nære akuttilbud af høj kvalitet for borgere i Nordsjælland, der har behov for at blive set af en læge. Derfor er det her en rigtig god mulighed for at hjælpe både de akut syge, der ringer ind, og dem som har brug for at blive tilset af en læge på stedet,” siger Christoffer Buster Reinhardt (K), formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.

Klinikkerne fastholder fysisk tilstedeværelse

Akutklinikkerne i Helsingør og Frederikssund vil fortsat være åbne som hidtil – fra kl. 17 til 21 på hverdage og fra kl. 9 til 21 i weekender og på helligdage. Klinikkerne modtager typisk patienter fra lokalområdet, som er blevet visiteret til fysisk fremmøde fra Akuttelefonen 1813.

I prøveperioden fra november 2024 til januar 2025 har lægerne i gennemsnit taget imod 1-2 patienter i timen på hverdage og 2-3 patienter i timen i weekenderne. Samtidig har de kunnet besvare opkald fra 1813, hvor der i hverdagene har været omkring 80 opkald dagligt og cirka 100 dagligt i weekenderne.

”Med den her løsning sikrer vi bevarelse af lægevagten i Helsingør og Frederikssund på samme niveau som i dag, samtidig med at vi får kortere svartid på 1813. Det er en god samlet løsning,” tilføjer Christoffer Buster Reinhardt.

Mere effektiv udnyttelse af ressourcer

Akuttelefonen 1813 modtager dagligt i gennemsnit 2.000 opkald på hverdage og op til 4.000 opkald i weekenderne. Her ringer borgere med akutte helbredsproblemer, som ikke kan vente til egen læge åbner. Opgaven har siden 2014 været varetaget af Akutberedskabet, som også råder over specialiserede teams, der blandt andet håndterer opkald fra børn og ældre.

Beslutningen om at lade kliniklægerne i Helsingør og Frederikssund hjælpe med opkaldene i perioder med færre fremmødte patienter skal ifølge regionen sikre en mere fleksibel udnyttelse af lægeressourcerne.

Hos Nordsjællands Hospital, som hidtil har haft driftsansvaret for lægevagtsporene i de to klinikker, er der tilfredshed med, at forsøget nu bliver gjort permanent.

”Vi har i prøveperioden set, at ordningen kunne gennemføres, uden at vi gik på kompromis med det akuttilbud, som borgerne i Nordsjælland har krav på. Derfor er jeg også glad for, at vi nu får det gjort permanent, og på den måde bruge vores ressourcer bedre og smartere,” siger Thomas Houe, vicedirektør på Nordsjællands Hospital.

De fysiske lægevagter i de to akutklinikker har i hele forsøgsperioden været åbne som planlagt, og der har været bemanding til at håndtere både opkald og fremmødte patienter.

Læger veksler mellem klinik og telefon

Med den nye ordning vil læger fra Akuttelefonen 1813 få mulighed for at tage vagter i de to akutklinikker og dermed skifte mellem skærmarbejde og fysiske konsultationer. Det skaber ifølge Akutberedskabet både bedre dækning og større arbejdsglæde.

”Ordningen gavner både patienterne og medarbejderne på Akuttelefonen 1813. For de læger, der tidligere kun har håndteret opkald på Akuttelefonen 1813, giver det stor arbejdsglæde også at komme ud i klinikkerne og møde patienterne fysisk. Derudover robustgør vi lægevagtssporene, så der nu vagtsættes to læger pr. spor, hvor den ene tager opkald for Akuttelefonen 1813, mens den anden veksler mellem at se patienter fysisk og tage telefoner,” siger Søs Wollesen, ledende overlæge på Akuttelefonen 1813.

Hun understreger samtidig, at tiltaget allerede har forbedret tilgængeligheden for patienter i området.

”Vores erfaringer viser, at den øgede bemanding giver en bedre tilgængelighed for patienter i Nordsjælland, der har behov for at blive tilset fysisk. Derudover giver ordningen os indsigter i, hvordan vi kan styrke det nære sundhedsvæsen,” siger hun.

Med ændringen overgår lægevagtsfunktionen fra Nordsjællands Hospital til Akutberedskabet, som fremover får det samlede ansvar for både telefonvisitation og de to klinikker i Nordsjælland. Ifølge regionen er det et led i en større bevægelse mod at styrke det nære sundhedsvæsen og gøre akutindsatsen mere robust.