Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) kalder ændringen af abortgrænsen til 18 uger for "historisk". Foto fra Sophie Løhdes Facebookprofil

Abortgrænsen hæves til uge 18: "En historisk dag," siger Sophie Løhde

Folketinget vedtog torsdag den mest markante ændring af abortlovgivningen i Danmark siden 1973. Den fri abort bliver fremover mulig indtil udgangen af 18. graviditetsuge. Samtidig får unge kvinder mellem 15 og 17 år ret til at få en abort uden forældresamtykke, og de regionale abortsamråd nedlægges og erstattes af ét nationalt abortnævn.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) kalder på Facebook dagen for "historisk".

"I dag er en stor og historisk dag – vi styrker kvinders rettigheder. Vi mener, at kvinder selv kan træffe beslutninger om deres egen krop og deres eget liv. I store dele af verden svækkes kvinders ret til selv at bestemme. Mange kæmper dagligt for at bevare selv helt basale rettigheder. I Danmark går vi i den modsatte retning. Vi viser, at retten til abort er en grundlæggende sundhedsrettighed. Det er jeg umådeligt stolt over," skriv hun.

Den danske abortgrænse har hidtil været blandt de mest restriktive i Vesteuropa. Med ændringen, som blev vedtaget af et bredt flertal på 74 stemmer mod 29, følger Danmark nu lande som Sverige og Island, hvor kvinder har længere tid til at træffe beslutning om abort.

Den nye abortgrænse træder i kraft den 1. juni 2025.

Baggrunden for ændringen går tilbage til september 2023, hvor et flertal i Etisk Råd anbefalede en højere abortgrænse. Ni ud af 17 medlemmer pegede på 18. uge som en balanceret løsning, der gav kvinder mulighed for at træffe en informeret beslutning efter første trimester-scanning.

Ændringen har mødt modstand – også internt i Etisk Råd. Næstformand i Etisk Råd og gynækolog Ida Donkin advarede få timer før afstemningen imod at hæve grænsen:

"Jeg synes ikke kun, det handler om kvinden her. Der er også en anden part, og der er flere hensyn, der spiller ind," sagde hun til B.T.

"18 uger er virkelig højt. For mig bliver det til noget andet end en celleklump. Barnet har en betydelig anderledes vægt og tydelige ansigtstræk."

Ida Donkin, som tidligere støttede idéen om højere grænse, har ændret holdning efter drøftelser i rådet.

Sophie Løhde lægger vægt på, at fosteret ikke er i stand til at overleve ved den nye abortgrænse.

"Jeg synes, at vi har landet en god og balanceret aftale," sagde hun efter vedtagelsen. "Med den 18. uge sikrer vi en betydelig afstand til det såkaldte levedygtighedskriterie i 22. uge." 

Ifølge sundhedsministeren skal man ikke forvente yderligere udvidelser.

Ud over at hæve abortgrænsen vedtog Folketinget også torsdag, at de fem regionale abortsamråd erstattes af ét nationalt abortnævn. Nævnet får ansvar for at vurdere anmodninger om senabort efter 18. uge, uanset hvor i landet kvinden bor.

Derudover får unge mellem 15 og 17 år ret til abort uden at skulle indhente samtykke fra forældre eller myndigheder. Det sker for at bringe abortreglerne i overensstemmelse med den seksuelle lavalder, som også er 15 år.

En Voxmeter-måling foretaget for Sex & Samfund i november 2023 viste, at 47,6 procent af danskerne støttede forslaget om at hæve abortgrænsen til 18. graviditetsuge, mens 29,2 procent var imod. 23,2 procent svarede "ved ikke".