Prognose: Dødsraterne for ældre brystkræftpatienter vil stige
Generelt falder dødsraterne som følge af kræft i EU, men for ældre med brystkræft vil den stige i 2025, viser nyt studie. Forskerne bag studiet kæder det sammen med, at ældre kvinder ikke screenes regelmæssigt for brystkræft og er mindre tilbøjelige til at modtage de nyeste behandlinger.
I studiet, som er publiceret i Annals of Oncology, har forskerne analyseret kræftdødsfald i EU’s 27 medlemsstater samt Storbritannien. De så på de fem mest folkerige EU-lande (Frankrig, Tyskland, Italien, Polen og Spanien) og individuelt for kræft i mave, tarme, bugspytkirtel, lunger, bryst, livmoder (inklusive livmoderhals), æggestokke, prostata og blære samt leukæmier for mænd og kvinder. Dataene kom fra Verdenssundhedsorganisationens og FN's databaser fra 1970 til 2021.
Analysen viser, at den samlede brystkræftdødelighed hos de ældre i EU forventes at stige med næsten 10 procent i 2025. Forskningsleder Carlo La Vecchia, som er professor i medicinsk statistik og epidemiologi ved Universitetet i Milano, Italien, mistænker, at årsagen til den stigende dødelighed af brystkræft hos ældre patienter i EU, er, at kvinder på 80 år og ældre ikke screenes regelmæssigt for brystkræft og er mindre tilbøjelige til at modtage de mest opdaterede behandlinger.
"Ældre kvinder er ikke omfattet af screening og er sandsynligvis mindre gunstigt påvirket af de betydelige fremskridt inden for brystkræftbehandling, herunder forbedringer i kemo- og hormonbehandling, såsom trastuzumab og relaterede lægemidler, men også inden for strålebehandling og kirurgi,” siger Carlo La Vecchia i en pressemeddelelse.
En anden forklaring på den øgede dødelighed hos de ældre er, at den øgede forekomst af overvægt og fedme i løbet af de seneste par årtier i det meste af Nord- og Centraleuropa har ført til en øget risiko for brystkræft. Hos ældre er dette ikke blevet opvejet af forbedret diagnose og håndtering.
Dødsraterne falder for de øvrige aldersgrupper
Yngre kvinder i alderen 20-49 år screenes normalt heller ikke regelmæssigt for brystkræft, men forskerne bag studiet forudser, at dødsraterne vil falde med omkring syv procent i denne aldersgruppe i EU og med næsten 15 procent i Storbritannien, sammenlignet med dødsraterne i 2015-2019.
