
Aftalen med Hejmdal er en vigtig brik i arbejdet med at nedbringe ventelisterne og give familierne den ro og støtte, de har brug for," siger Vibeke Gams. Foto: Region Nordjylland
Privathospital skal hjælpe nordjyske børn med autisme og ADHD
Hejmdal Privathospital i Aalborg skal tage imod børn og unge med psykiske vanskeligheder for at nedbringe ventelisterne i Region Nordjylland.
Region Nordjylland har indgået en ny fireårig aftale med Hejmdal Privathospital, som skal udrede og behandle børn og unge med mistanke om ADHD og autisme. Formålet er at afkorte de lange ventelister i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor mange familier i årevis har ventet på hjælp.
"Det er helt afgørende for os at sikre hurtig og kvalificeret hjælp til børn og unge med psykiske udfordringer. Aftalen med Hejmdal er en vigtig brik i arbejdet med at nedbringe ventelisterne og give familierne den ro og støtte, de har brug for," siger Vibeke Gamst (Kone.), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Hejmdal Privathospital forpligter sig til at gennemføre 55 udredningsforløb og 40 behandlingsforløb om måneden, med mulighed for at skrue op til 110 og 80 forløb, hvis der opstår øget behov. De første patienter ventes at blive modtaget i august.
Årelange ventetider
Baggrunden for aftalen er en alvorligt presset børne- og ungdomspsykiatri i Nordjylland. Ifølge DR kunne børn i regionen i begyndelsen af maj forvente op til tre et halvt års ventetid for at blive udredt for ADHD, autisme eller angst. Også i Region Midtjylland og Region Syddanmark er ventetiden nu over et år.
"Det er en håbløs og også utrolig akut situation," sagde direktør i Psykiatrifonden Marianne Skjold til DR 4. maj."Når man først er henvist til børne- og ungdomspsykiatrien som barn i Danmark, så har man ikke lettere mistrivselsproblemer. Så har man svære psykiske tilstande."
