
Camilla Pedersen, næstformand i FOA SOSU, genkender både glæden og belastningen ved faget i TV2-serien 'Løgnen' – men påpeger også scener, der ikke stemmer med virkeligheden.
Serie om SOSU’er får ros af fagforening: ”Vi kan bruge den til refleksion”
TV2’s kommunale krimidrama er god til at vise begge sider af medaljen, hvad livet som social- og sundhedsassistent angår. Der er dog plotelementer i serien, som ikke ligner virkeligheden, påpeger Camilla Pedersen fra fagforeningen FOA SOSU.
TV2-serien ’Løgnen’ har fået roser med på vejen fra flere anmeldere.
Dramaet om en gruppe social- og sundhedsassistenter på den københavnske vestegn ”er et stykke velskabt hverdagsrealisme, hvor karaktererne bliver til mennesker, man gider interessere sig for,” skriver Politikens Henrik Palle, mens Lone Nikolajsen fra Dagbladet Information kalder ’Løgnen’ en ”kulørt” og ”vellykket” velfærdskrimi.
B.T. noterer sig i sin 4-stjernede anmeldelse, at det er social-og sundhedsassistenter, som indtager hovedrollerne i ’Løgnen’. Det er "interessant at få indblik i nye dele af samfundet, og hvor der findes et hav af politi- og lægeserier, virker det som et frisk pust at få den vinkel på det arbejdende folk,” skriver Kristian Dam Nygaard.
Men hvad siger social- og sundhedsassisterne selv til serien?
Camilla Pedersen er social-og sundhedsassistent, men nu næstformand hos FOA SOSU, der er fagforening for social- og sundhedsassistenter og hjemmehjælpere i Storkøbenhavn. Hun har fulgt serien, og det samme har flere af hendes kolleger. Hun roser serien for det, hun kalder de menneskelige øjeblikke, og hun kan faktisk genkende noget af hendes egen historie i skildringen af Sille, der bliver spillet af rapperen Tessa.
”Jeg begyndte også som helt ufaglært, og det var ikke klart for mig, at det her var et fag, som jeg skulle arbejde med. Jeg troede faktisk nærmere, at jeg skulle undgå det, da min mor også var social- og sundhedsassistent. Men så opdagede jeg værdien af at arbejde med mennesker, og at der kan være en glæde forbundet med det her arbejde. Hvor meningsfuldt det er. Sådan er vi mange, der har haft det i virkeligheden også,” siger Camilla Pedersen, der har set de første tre afsnit af serien på det tidspunkt, hvor hun giver dette interview.
