Lars Gaardhøj har grund til at smile. Han bliver ny formand for kæmpe-regionen region Østdanmark.
Gaardhøj bliver formand i Danmarks nye storregion
Valgresultatet i den nye Region Østdanmark er nu på plads, og partierne bag aftalen peger samlet på Lars Gaardhøj fra Socialdemokratiet som regionsrådsformand og som formand for Forretningsudvalget. Aftalen faldt på plads efter forhandlinger mellem Socialdemokratiet, De Konservative, Enhedslisten, Venstre, Radikale Venstre og Moderaterne.
"Jeg er både glad for og stolt over, at så mange partier har tillid til mig, og jeg vil gerne kvittere for, at så bred en kreds ønsker at tage ansvar for sundhedsreformen og Region Østdanmark. Vi skal lykkes med at skabe et mere nært, sammenhængende og retfærdigt sundhedsvæsen. Jeg ser frem til samarbejdet med de 6 sundhedsråd, hvor vi sammen med kommunerne skal sikre sundhed tæt på borgerne ude i alle områder af regionen. Jeg er glad for dét, vi er kommet frem til, og nu glæder jeg mig til at komme i gang med arbejdet," siger Lars Gaardhøj (Soc).
Region Østdanmark bliver landets klart største region – både i befolkningstal og i kompleksitet. Den er skabt som en fusion mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland og kommer til at rumme næsten halvdelen af Danmarks befolkning. Regionens geografi spænder fra højt specialiserede sygehusmiljøer i hovedstaden til landområder med lægemangel, lange afstande og større ulighed i sundhed.
Med sundhedsreformen følger også seks nye sundhedsråd i Region Østdanmark. Her skal kommunalpolitikere og regionsrådspolitikere i fællesskab træffe beslutninger om det nære sundhedsvæsen. Formålet er at flytte beslutningerne tættere på borgerne, så tilbuddene i højere grad bliver indrettet efter lokale behov og i større udstrækning foregår uden for sygehusene – også i borgerens eget hjem.
Strukturreformen får særlig betydning her. Fra 2027 reduceres det samlede antal regionsrådsmedlemmer i Region Østdanmark fra de nuværende 82 (summen af Hovedstaden og Sjælland) til 47 medlemmer. Samtidig indfører reformen 17 nye sundhedsråd på landsplan, hvoraf de seks altså placeres i Region Østdanmark.
Partierne bag aftalen vil bruge den nye konstruktion til at styrke den lokale forankring, skabe et mere ensartet sundhedstilbud på tværs af regionens store geografiske forskelle og udvikle et mere nært sundhedsvæsen. De lægger i aftalen vægt på lighed i sundhed, bedre lægedækning i yderområderne, kortere ventetider, stærkere psykiatri, tættere samarbejde med kommunerne og en sundhedsindsats, der bygger på forebyggelse og lokal tilpasning.
Det har partierne fordelt sig på i konstitueringsaftalen:
Formandskab i Region Østdanmark
Lars Gaardhøj (Soc) bliver formand for regionsrådet. Det Konservative Folkeparti får posten som 1. næstformand, mens Radikale Venstre får posten som 2. næstformand.
Forretningsudvalget
Lars Gaardhøj bliver formand for Forretningsudvalget, mens Socialdemokratiet får næstformandsposten.
De 6 sundhedsråd i Region Østdanmark
Sundhedsråd Hovedstaden: Radikale Venstre (formand), Socialdemokratiet (næstformand)
Sundhedsråd Københavns Omegn Nord: Venstre (formand), Moderaterne (næstformand)
Sundhedsråd Nordsjælland: Det Konservative Folkeparti (formand), Venstre (næstformand)
Sundhedsråd Amager og Vestegnen: Enhedslisten (formand), Socialdemokratiet (næstformand)
Sundhedsråd Østsjælland og Øerne: Socialdemokratiet (formand), Det Konservative Folkeparti (næstformand)
Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland: Venstre (formand), Enhedslisten (næstformand)
Udvalg for Regional Udvikling fra 2027
Det Konservative Folkeparti bliver formand for udvalget, mens Enhedslisten bliver næstformand. De øvrige 11 medlemmer fordeles efter d’Hondt.
Underudvalget for psykiatri
Socialdemokratiet bliver formand, mens Moderaterne får næstformandsposten. Udvalget består af 13 medlemmer.
