
Plejehjem sænker brugen af antipsykotika med målrettet samarbejde
Et mere systematisk arbejde i plejen og et tættere samarbejde med praktiserende læger kan gøre en konkret forskel for mennesker med demens. Det viser erfaringerne fra ni plejeenheder i Roskilde, Svendborg, Gladsaxe, Helsingør, Aalborg, Egedal og Tårnby, som gennem et år har afprøvet Sundhedsstyrelsens guide til at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin.
I løbet af afprøvningen beskriver flere medarbejdere, at hverdagen langsomt ændrede sig, fordi personalet ifølge den nye guide skulle arbejde mere målrettet med at forstå de situationer, hvor en beboer blev urolig, vred eller trak sig. Når personalet begyndte at se adfærden som et signal om et behov, der ikke blev opfyldt, blev beboerne tryggere og konflikterne færre. Samtidig oplevede medarbejderne, at færre borgere endte i fast behandling, og at deres egen faglighed blev styrket, fordi de fik et mere fælles sprog om, hvad der virker i hverdagen.
I Danmark lever omkring 100.000 personer over 65 år med en demenssygdom, og antallet vokser i takt med, at befolkningen bliver ældre. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at antipsykotisk medicin bruges med stor forsigtighed, fordi effekten er begrænset, og risikoen for alvorlige bivirkninger er høj.
Allerede i 2016 blev der sat et nationalt mål om, at forbruget skulle halveres frem mod 2025, og arbejdet med guiden er en del af det mål.
Mere ro i hverdagen
Erfaringsopsamlingen fra plejenhederne viser, at en mere struktureret tilgang gør en mærkbar forskel. I perioden fra marts 2024 til februar 2025 blev 25 procent færre beboere end tidligere sat i behandling med antipsykotisk medicin, når man ser på de borgere, som personalet fulgte tæt i forsøgsperioden. Samtidig stoppede 17 beboere helt med medicinen, hvilket svarer til 40 procent af de borgere, der havde fået fast behandling. Derudover fik mange flere en plan for, hvordan medicinen kunne trappes sikkert ud, så andelen steg fra 24 til 50 procent i løbet af året.
Flere plejeenheder fortæller, at dagene blev roligere, fordi personalet blev bedre til at dele viden og følge beboerne tæt. Det gav et mere tydeligt billede af, hvornår uro opstod, og hvad der hjalp. Her blev en række konkrete værktøjer brugt i hverdagen. Et pædagogisk værktøj kaldet BBAUM blev brugt til at tale situationer igennem trin for trin og finde ud af, hvad der faktisk var sket, og hvad der kunne ændres fremover. Døgnobservationsskemaer gav overblik over beboernes mønstre i løbet af dagen og natten. Jobbanker gav medarbejderne idéer til aktiviteter, som passede til den enkelte beboers interesser og livshistorie. Og beboerkonferencer gav mulighed for at samle personalets viden og lægge en fælles plan, som alle kunne arbejde efter.
