Danske Regioner: Det bliver svært at finde ressourcer nok til demens-området
Danske Regioner anerkender manglende ressourcer på demensområdet og skriver, at de havde håbet på større assistance fra Sundhedsstyrelsen.
Medicinrådet er i gang med at vurdere ansøgninger om de nye Alzheimer-lægemidler lecanemab (Leqembi) og donanemab (Kisunla), og snart kan lægemidlerne være på vej ud på hospitalerne. Men på landets demensklinikker er der lange ventetider på udredning og behandling. Flere neurologer forudser vanskeligheder med at implementere de nye behandlinger, hvis de skulle blive godkendt.
Danske Regioner skriver i en mail til Medicinske tidsskrifter, at de er opmærksomme den manglende kapacitet på demensområdet, og at de ønsker at gøre noget ved problemet.
”Vi er meget opmærksomme på denne udfordring. Og vi har løbende fokus på området med regionerne i forhold til, hvordan vi kan skaffe mere kapacitet og sænke ventetiden til udredning. Det er dog ikke lige til, idet der mangler relevant personale – for eksempel speciallæger i neurologi og neuropsykologer,” skriver Danske Regioner til Medicinske Tidsskrifter.
Danske Regioner samarbejder løbende med Sundhedsstyrelsen om demensområdet. Det har blandt andet resulteret i reviderede faglige anbefalinger på området, som udkom i august 2025. Her lægges der op til, at flere patienter med demens kan udredes i almen praksis.
Men ifølge Danske Regioner er det ikke en tilstrækkelig indsats.
”Vi havde gerne set, at Sundhedsstyrelsen også havde forholdt sig til, hvordan vi kan differentiere udredningen på hospitalerne. Det er vigtigt, at vi får kigget på at få differentieret tilbuddet, og om vi kan organisere os smartere og til større gavn for patienterne. Alle behøver ikke den store udredningspakke. Mange har ikke gavn eller behov for et langt udredningsforløb. Vi skal i stedet have lavet ensartede kriterier og differentierede udredningsforløb, så patienterne udredes på rette niveau. Skal ventetiderne sænkes og kapaciteten øges, er dette arbejde en forudsætning.”

