
Nu træder koncerndirektør Lone Lindsby så til som regionsdirektør. Igen.
Ny regionsdirektør i Region Sjælland fundet
Region Sjælland får en ny, øverste administrative leder midt i forberedelserne til den store fusion med Region Hovedstaden. På et ekstraordinært møde 24. februar 2026 besluttede regionsrådet at udpege Lone Lindsby som ny regionsdirektør. Hun tiltræder 1. april.
Man skulle tro, at døren ind til regionsdirektørens kontor i Region Sjælland er en svingdør. For udskiftningerne er de seneste år sket så hurtigt, at man må holde tungen lige i munden, når man tæller op.
I april 2023 afløste Annemarie Schou Zacho-Broe Per Bennetsen, som havde fået job som administrerende direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. Men efter kun få måneder på posten blev Annemarie Schou Zacho-Broe pludselig fritaget for tjeneste med øjeblikkelig virkning, angiveligt fordi hun ikke havde "rette profil".
Lone Lindsby, som blev koncerndirektør i Region Sjælland i 2017, blev derpå langtidskonstitueret som regionsdirektør – frem til oktober 2024, hvor Mette Touborg kom til. Men tidligere i februar i år meddelte Mette Touborg så sin afgang som regionsdirektør. Hun forlader posten for at blive kommunaldirektør i Odsherred Kommune.
Nu træder koncerndirektør Lone Lindsby så til som regionsdirektør. Igen. Men kun frem til årsskiftet, hvor Region Sjælland fusioneres med Region Hovedstaden og bliver til Region Østdanmark. Regiondirektøren for Region Østdanmark er for længst fundet – det bliver den nuværende regionsdirektør i Region Hovedstaden, Jens Gordon Clausen.
Regionsrådsformand i Region Sjælland, Trine Birk Andersen, peger på behovet for ro og kontinuitet i en periode præget af forandringer.
