Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Anders Kühnau til venstre, Jesper Fisker i midten og Jørgen Skadborg til højre. Opstillingen giver et lille forvarsel om den rolle, Jesper Fisker nu skal spille ved forhandlingsbordet. Foto: Danske Regioner

Leif Vestergaard: Godt set at placere Jesper Fisker mellem praksislægerne og regionerne

Direktør for Kræftens Bekæmpelse (KB), Jesper Fisker, skal hjælpe Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og regionerne med at lande den aftale, der skal omsætte sundhedsreformen til virkelighed. Ifølge Leif Vestergaard kan KB-direktøren blive den brobygger, der skal overvinde gamle konflikter og sikre fremdrift i et centralt og hårdt prøvet forhandlingsrum.

Jesper Fisker skal nemlig facilitere de politiske forhandlinger om en ny aftale mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). 

”Ambitionen er at skabe et solidt grundlag for en samlet aftale, der understøtter reformens mål. Det handler om at rekruttere flere læger og styrke det nære sundhedsvæsen i hele landet,” skriver Danske Regioner på LinkedIn.

I 2023 blev Jesper Fisker udpeget som formand for Sundhedsstrukturkommissionen, der i 2024 kom med anbefalinger til en ny organisering af sundhedsvæsenet. Anbefalingerne blev siden et centralt grundlag for sundhedsreformen.

Den nye aftale mellem PLO og RLTN, som bliver en central hjørnesten i sundhedsreformen, skal træde i kraft den 1. januar 2027.

Tilknytningen af Jesper Fisker får bifald med på vejen fra Leif Vestergaard, der er tidligere sundhedsdirektør i Region Midtjylland og administrerende direktør hos Kræftens Bekæmpelse. Han har også siddet i spidsen for det råd, der har udarbejdet en rapport med forslag til en ændret honorarstruktur for almen praksis. Leif Vestergaard har derfor indgående kendskab til de spørgsmål, som RLTN og PLO skal drøfte i det næste halve år.

 

”Jeg synes, det er virkelig godt set med udpegningen af Jesper Fisker i den her rolle. Han er en person, der har sundhedsreformen helt inde under huden og ved præcis, hvad der er på spil. Samtidig er han hverken regionernes eller PLO's mand, og derfor er han et rigtig godt valg,” siger Leif Vestergaard.

Han forventer, at Jesper Fisker vil fungere som en slags brobygger i aftalearbejdet mellem forskellige interesser og perspektiver og hjælpe med at få afklaret, hvor de reelle uenigheder ligger, og hvor der faktisk er mulighed for at finde fælles fodslag. Han skal hjælpe parterne med at forstå hinandens positioner og holde fokus på målet i en proces, som ifølge Leif Vestergaard er noget meget større end en almindelig overenskomstforhandling.

”Der er tale om forhandlinger, som skal omsætte en stor sundhedsreform til praksis, og som derfor rækker langt ud over en traditionel overenskomstforhandling. At man vælger en facilitator på den her måde, afspejler både kompleksiteten og betydningen af det arbejde, der skal laves,” siger Leif Vestergaard.

Traumer og bagage

En facilitator er noget, man jævnligt bruger, når to parter kan se, at en kommende forhandling kan blive vanskelig. Begge parter skal have tillid til vedkommende, som så kan hjælpe med at omsætte budskaber, skabe forståelse og få drøftet forskellige scenarier igennem. Det kan i dette tilfælde for eksempel handle om kontrol med bestemte ydelser eller andre emner, hvor begge parter både har argumenter linet op og følelser fra tidligere udvekslinger investeret.

”Begge parter kommer til bordet med erfaringer og oplevelser i bagagen, som er vigtige at få anerkendt. Samtidig skal man have sorteret i, hvad der er væsentligt, og hvad man skal lade ligge,” vurderer Leif Vestergaard.

Han mener, det er vigtigt at anerkende, at der har været knaster og svære perioder i relationen mellem parterne. Det gælder eksempelvis det bumpede forløb omkring lovforslag 2b og den seneste, langtrukne overenskomstforhandling, hvor der først landede en delaftale i slutningen af januar.

Daværende PLO-lokalformand Birgitte Ries udtrykte efter den landede 2026-delaftale bekymring for de kommende forhandlinger, fordi praktiserende læger ifølge hende tilsyneladende skal kæmpe så hårdt for hver eneste krone.

”Vi skal jo udbygge vores sektor og vores samarbejde med hospitalerne meget mere, så jeg bekymrer mig over, hvor trægt forhandlingsmiljøet er, når det skulle tage så lang tid at lande en 2026-aftale,” udtalte Birgitte Ries i februar.

Ikke desto mindre oplever Leif Vestergaard, at tilknytningen af Jesper Fisker signalerer et ønske om at lykkes med dialogen og en villighed til at investere i samarbejde.

”Når det forholder sig sådan, at der har været nogle traumatiserende oplevelser i relationen mellem parterne, kan det være værdifuldt at have en facilitator, der kan hjælpe dialogen på vej. Derfor er det her en meget positiv nyhed,” vurderer Leif Vestergaard.

Han anser udpegningen af Jesper Fisker som tovholder som et udtryk for, at parterne faktisk vil hinanden.

”Da man nedsatte Honorarstrukturudvalget, som jeg stod i spidsen for, var det også et signal om, at man ønskede at finde fælles løsninger. Det her er næste skridt i samme retning. Havde man valgt eksempelvis mig til den her nye opgave, så havde der stået en person i midten med nogle klare interesser i udfaldet, og at man skulle forstå, hvor geniale forslagene i vores rapport var. Jesper Fisker er et godt valg, også fordi han ikke har den slags aktier i sagen.”

Patienternes mand

Som administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse er Jesper Fisker patienternes mand. Og især de patienter, der får en diagnose, som går på ondartet sygdom, påpeger Medicinsk Tidsskrift. Leif Vestergaard afviser, at der skulle være habilitetsproblemer omkring tilknytningen.

”Jesper Fiskers arbejde nyder meget stor tillid langt ind i det politiske system og i Sundhedsministeriet. Og tværtimod kan han muligvis bidrage med et patientperspektiv, som de to parter kan risikere at glemme. Både regionerne og de praktiserende læger kan nogle gange blive meget optaget af de tekniske og organisatoriske spørgsmål, mens patienterne risikerer at komme i baggrunden. Her kan han hjælpe med at fastholde fokus på, hvad sundhedsreformen i sidste ende skal gøre for borgerne.”

Både PLO og RLTN glæder sig over, at Jesper Fisker har sagt ja til at påtage sig rollen.

”Han skal facilitere de politiske møder og bidrage til fremdrift i forhandlingerne, så vi kan nå i mål med de fælles ambitioner for sundhedsreformen. Borgerne har brug for, at vi som samlet sundhedsvæsen er enige om ambitionerne og intentionerne,” siger Anders Kühnau, formand for RLTN, og Jørgen Skadborg, formand for PLO, i en fælles udtalelse i Danske Regioners opslag på LinkedIn.

Hverken Danske Regioner, PLO eller Jesper Fisker har ønsket at give yderligere interview om tilknytningen.

topartikel