Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Jane Kraglund har sidste arbejdsdag i slutningen af februar 2027. Processen med at ansætte en ny regionsdirektør er påbegyndt.

Jane Kraglund stopper som regionsdirektør i Region Syddanmark

Efter mere end 38 år som leder og embedsmand – hovedparten inden for det syddanske sundhedsvæsen – går Jane Kraglund på pension. Hun forlader posten som regionsdirektør i slutningen af februar 2027.

Region Syddanmark skal have ny administrativ topchef. Jane Kraglund stopper som regionsdirektør i slutningen af februar 2027, kort efter at hun er fyldt 67 år.

Hun tiltrådte 1. oktober 2015 og når dermed at have stået i spidsen for regionens administration i 11 år og fem måneder. Regionen har indledt arbejdet med at finde hendes afløser.

”Jeg bliver 67 i januar. Det er en milepæl i arbejdslivet, og jeg har besluttet, at det skal være anledningen til, at jeg både bliver pensionist, og også til at finde ud af hvordan det næste kapitel i mit liv skal være,” siger Jane Kraglund til Region Syddanmarks hjemmeside.

Hun ser ifølge eget udsagn tilbage på arbejdslivet med både glæde og stolthed.

”Vi har stået over for mange udfordringer og gennemgået store forandringer, og vi er lykkedes med rigtig meget. Det giver mig en enorm stolthed og glæde at tænke på, hvad vi sammen har skabt og opnået,” siger hun.

Begyndte som fuldmægtig i Vejle Amt

Jane Kraglund er født i 1960 og uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1988. Samme år blev hun ansat som fuldmægtig i planlægningsafdelingen på sundhedsområdet i Vejle Amt.

I 1991 blev hun konstitueret som planlægningschef, og året efter blev hun souschef på Kolding Sygehus. Fra 1995 til 1997 var hun afdelingschef i Ribe Amt, inden hun blev sundhedsdirektør samme sted.

Efter et år i konsulentvirksomheden Randbøl Management vendte hun i 2005 tilbage til den offentlige sundhedsforvaltning som sundhedsdirektør i Sønderjyllands Amt.

Da regionerne blev oprettet i 2007, fortsatte hun som sundhedsdirektør i Region Syddanmark. I den periode var hun også formand for Region Syddanmarks Forskningsråd. Hun har desuden siddet i Syddansk Universitets repræsentantskab og været aktiv i OUH’s forskningsråd og strategiudvalget mellem Syddansk Universitet og OUH.

I 2009 blev Jane Kraglund administrerende sygehusdirektør på Odense Universitetshospital. Dengang havde hospitalet omkring 9.500 medarbejdere og et årligt driftsbudget på 6,2 milliarder kroner.

Efter godt fem år på OUH blev hun 1. januar 2015 universitetsdirektør på Aarhus Universitet. Her blev hun medlem af universitetsledelsen og fik det overordnede ansvar for universitetets administration.

Opholdet i Aarhus blev dog kort. Ni måneder senere vendte hun tilbage til Region Syddanmark, denne gang som regionsdirektør og dermed regionens øverste administrative chef.

I et interview med Aarhus Universitets avis Omnibus den 6. november 2014 beskrev hun sin ledelsesstil som værdibaseret.

”Jeg lægger stor vægt på at inddrage medarbejderne i processer for at sikre forankring af beslutninger og målsætninger. Hvis jeg skal se det ud fra en strategisk vinkel, vil jeg sige, at min måde at lede på er værdibaseret. Jeg siger ikke bare, at nu skal det være sådan og sådan. Jeg leder ud fra, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til de værdier, der kendetegner organisationen,” sagde hun.

Stopper under gennemførelsen af sundhedsreformen

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) fremhæver, at Jane Kraglund forlader posten, mens Region Syddanmark er i gang med at gennemføre sundhedsreformen.

”Det er en stor kapacitet, vi nu skal sige farvel til. Der hersker ingen tvivl om, at Jane Kraglund gennem mange år har haft et stærkt fokus på at skabe gode resultater for både borgere, patienter og medarbejdere i Region Syddanmark. Og som leder har hun altid haft en sikker hånd på roret,” siger han til Region Syddanmarks hjemmeside.

Han har kendt Jane Kraglund gennem flere år som både regionsrådsformand og tidligere formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen.

”Det har altid været en stor tryghed for mig at have så rutineret en direktør ved min side,” siger han.

topartikel