Ida Auken (Soc.) har fået en vanskelig start som sundhedsminister. Efter en sommer præget af ballade om hendes begejstring for en præst på Christiansborg viser en ny måling nu, at hun er den mindst populære minister i regeringen. Til gengæld er hun også en af de ministre, vælgerne kender bedst.
Det skriver Altinget på baggrund af en måling, som Epinion har gennemført for Altinget og DR blandt 1.014 vælgere.
38 procent af de adspurgte har et negativt syn på den nye sundheds- og kirkeminister, mens 18 procent har et positivt indtryk af hende. 27 procent svarer, at de ikke ved, hvad de skal mene om hende.
Det giver Ida Auken en såkaldt PDI-score på minus 20. Scoren er forskellen mellem andelen, der ser positivt på en politiker, og andelen, der ser negativt på vedkommende.
Målingen omfatter en række af landets toppolitikere og ikke kun ministre. Ida Auken placerer sig som nummer fire fra bunden på den samlede liste, men er den minister, der klarer sig dårligst.
Finansminister Nicolai Wammen (Soc.) ligger i den modsatte ende. Med en PDI-score på 11 er han både den mest populære minister og den bedst placerede toppolitiker i målingen.
Nederst på den samlede liste ligger Lars Boje Mathiesen med minus 57. Morten Messerschmidt (DF) får minus 25 og Franciska Rosenkilde (Å) minus 23.
Præstesag har præget starten
Ida Auken tiltrådte som sundheds- og kirkeminister i juni, men det har foreløbig ikke været sundhedspolitikken, der har skabt de største overskrifter omkring hende.
Kort efter sin tiltrædelse vakte hun opsigt med en video på Facebook, hvor hun begejstret fortalte, at Folketinget får tilknyttet en præst. Videoen udløste markant kritik, også fra socialdemokratiske profiler. Den tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger meldte sig efterfølgende ud af Socialdemokratiet, og den tidligere partiformand Mogens Lykketoft kritiserede også ministeren.
Politisk kommentator Helle Ib mener ifølge Altinget, at sagen er den væsentligste forklaring på Ida Aukens placering i målingen.
”Det springer selvfølgelig i øjnene. Men jeg tror, det her er et øjebliksbillede,” siger Helle Ib til Altinget.
Hun vurderer samtidig, at Ida Auken har mulighed for at lægge sagen bag sig, når arbejdet som sundhedsminister for alvor kommer til at fylde.
Ida Aukens placering hænger også sammen med, at langt flere vælgere har en holdning til hende end til mange af hendes ministerkolleger. Kun 17 procent svarer, at de ikke ved, hvem hun er.
Hun er dermed mere kendt end langt de fleste ministre.
Den vanskelige begyndelse på ministerperioden blev også fremhævet af Medicinske Tidsskrifters administrerende chefredaktør Kristian Lund i en kommentar tidligere på ugen. Her skrev han, at diskussionen om kirkeministerposten har skygget for det, der burde være Ida Aukens vigtigste opgave: at vise, hvad hun vil med sundhedsvæsenet.
Han vurderede samtidig, at udfordringen bliver særlig stor, fordi Ida Auken overtager et område med omfattende reformer, som nu skal omsættes fra politiske aftaler til praktisk virkelighed.