Der bliver nu flere muligheder for nordjyske børn og unge, som bliver henvist til en privatpraktiserende speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri på det offentliges regning.
Region Nordjylland har tildelt to nye ydernumre på området. Dermed vokser antallet af kapaciteter fra tre til fem – en stigning på 67 procent.
Det ene ydernummer går til Salus Børne- og Ungdomspsykiatrisk Klinik i Støvring, som i forvejen har ét ydernummer. Det andet går til speciallæge Line Nordahl, der hidtil har drevet privat klinik uden ydernummer i Gravlev og nu er flyttet til Støvring.
Et ydernummer betyder, at speciallægen har aftale med det offentlige og kan behandle patienter, som er henvist fra egen læge, uden at familien selv skal betale for behandlingen.
Udvidelsen kommer på et område, hvor det gennem flere år har været vanskeligt at skaffe tilstrækkelig kapacitet. Da Salus i 2023 fik offentligt ydernummer, var der i forvejen to kapaciteter i Region Nordjylland, placeret i Nørresundby og Nørager. Regionen havde allerede dengang et politisk mål om at oprette endnu en kapacitet. Det fremgår af en tidligere meddelelse fra Region Nordjylland.
Denne gang havde regionen i første omgang kun slået ét ydernummer op. Men da der kom to ansøgninger, valgte regionen at tildele begge ansøgere et ydernummer. Regionen oplyser, at man tidligere flere gange har forsøgt at slå ydernumre op uden at få ansøgere.
”Jeg er glad for, at to klinikker indenfor børne- og ungdomspsykiatri nu har valgt at få et offentligt ydernummer. Det næsten fordobler kapaciteten her i Nordjylland, og det giver en mere lige adgang til de offentlige ydelser for patienterne. Forhåbentlig kan det på sigt også være med til at reducere ventetiden på et område, hvor vi virkelig har behov for at øge kapaciteten,” siger Lene Linnemann (SF), formand for Udvalg for Implementering af 10-årsplanen for Psykiatriområdet, i en pressemeddelelse.
De to nye ydernumre er som nævnt placeret hos allerede eksisterende klinikker, og begge ender i Støvring.
Rebekka Perlick og Susanne Iversen har drevet Salus Børne- og Ungdomspsykiatrisk Klinik siden 2020. Klinikken fik sit første offentlige ydernummer i 2024 og får nu mulighed for at udvide med endnu en kapacitet. De to speciallæger vil ansætte en assisterende speciallæge.
”Vi har oplevet, at vi har fået henvendelser fra børne- og ungdomspsykiatere, som gerne ville afprøve sig i en praksis, men som ikke var klar til at starte for sig selv. Nu har vi fået muligheden for at ansætte en assisterende speciallæge i det nye ydernummer, og vi håber at vi på den måde kan være med til at modne nogen til selv at nedsætte sig som speciallæge, så vi på sigt kan få afkortet de lange ventetider,” siger Rebekka Perlick og Susanne Iversen.
Dermed kan modellen også få en rekrutteringseffekt. En børne- og ungdomspsykiater kan prøve kræfter med arbejdet i speciallægepraksis uden først selv at skulle etablere en klinik og påtage sig ansvaret som selvstændig.
Salus forventer at tage den nye kapacitet i brug hurtigst muligt, men først skal ansættelsen af den assisterende speciallæge godkendes endeligt af overenskomstens parter.
Det andet ydernummer er allerede taget i brug.
Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Line Nordahl har siden 2022 drevet sin egen private klinik i Gravlev lidt uden for Støvring. Hidtil har klinikken ikke haft et offentligt ydernummer. Det har blandt andet betydet, at familier selv har skullet betale for konsultationerne.
Med det nye ydernummer bliver klinikken en del af den offentligt finansierede speciallægepraksis.
”Jeg vil gerne hjælpe med at skabe mere lighed i adgangen til behandling og reducere ventetiden for patienterne. Samtidig bliver samarbejdet med andre offentlige aktører mere gnidningsfrit for patienterne, deres familier og for mig, når jeg har et ydernummer. På sigt håber jeg at kunne udvide klinikken ved blandt andet at få ansat en sygeplejerske,” fortæller Line Nordahl.
Hun har samtidig flyttet klinikken fra Gravlev til sundhedshuset i Støvring tæt ved togstationen. Det nye ydernummer trådte i kraft 1. september.