En af dansk lægepolitiks mest erfarne fagforeningsprofiler vil tilbage på en post, hun tidligere har haft i mere end fire år.
Lisbeth Lintz stiller op som formand for Overlægeforeningen, når foreningens repræsentantskab mødes lørdag den 3. oktober i Vejle.
Den 59-årige speciallæge i intern medicin og geriatri var formand for Overlægeforeningen fra oktober 2017 til januar 2022. Hun forlod dengang posten for at blive formand for hovedorganisationen Akademikerne.
Nu vil hun tilbage.
”De store forandringer i sundhedsvæsenet betyder, at der er behov for en erfaren rorgænger som formand for Overlægeforeningen,” skriver Lisbeth Lintz i sit valgoplæg.
Hun får kamp om posten. Overlægeforeningens nuværende næstformand, Bjarne Skjødt Hjaltalin, stiller også op som formand.
Forlod toppost på grund af sygdom i familien
Lisbeth Lintz har gennem knap to årtier haft fremtrædende poster i lægernes og akademikernes faglige organisationer.
Fra 2007 til 2013 var hun formand for Yngre Læger. I 2015 blev hun valgt til Overlægeforeningens bestyrelse, året efter blev hun næstformand, og i oktober 2017 overtog hun formandsposten.
Hun fortsatte som formand frem til årsskiftet 2021/2022, hvor hun forlod Overlægeforeningen for at blive formand for Akademikerne, der er hovedorganisation for faglige organisationer for akademikere.
Her nåede hun blandt andet at stå i spidsen for organisationen under overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i 2024. I november samme år blev hun genvalgt som formand for yderligere tre år.
Men kun få måneder senere, i marts 2025, trak hun sig med øjeblikkelig virkning.
Akademikerne oplyste dengang, at hun stoppede af familiære årsager. Lisbeth Lintz uddybede selv på LinkedIn, at beslutningen skyldtes svær sygdom i hendes nærmeste familie.
”Det er med dyb, dyb ærgrelse, at jeg takker af som formand før tid. Det har været en svær beslutning. Men også en rigtig beslutning for mig og min familie,” sagde hun i forbindelse med sin afgang.
Dermed så en lang fagpolitisk karriere ud til foreløbig at være sat på pause. Men i 2026 blev Lisbeth Lintz igen valgt til Overlægeforeningens repræsentantskab, og nu forsøger hun at vende tilbage til den øverste post.
Har seks overenskomstforhandlinger bag sig
Lisbeth Lintz fremhæver især sin erfaring som argument for, at repræsentantskabet skal vælge hende.
Hun har ifølge sit valgoplæg deltaget i seks nationale overenskomstforhandlinger samt overenskomstforhandlinger på Færøerne og Grønland.
Hun peger samtidig på, at Overlægeforeningen står foran en periode med store forandringer. Sundhedsreformen skal føres ud i livet, en ny overenskomst for overlæger og speciallæger skal implementeres, og flere opgaver skal flyttes rundt i sundhedsvæsenet.
”Overlægeforeningen skal være en synlig, troværdig og indflydelsesrig stemme i sundhedspolitikken,” skriver hun i valgoplægget.
Hun fremhæver desuden arbejdet for gode løn- og ansættelsesvilkår, et bæredygtigt arbejdsliv og gode muligheder for faglig udvikling og ledelse.
Lisbeth Lintz arbejder i dag som geriatrisk overlæge på Holbæk Sygehus.
Wammen går af efter datterens valg
At formandsposten overhovedet bliver ledig nu, skyldes et usædvanligt generationsskifte i toppen af lægernes organisationer.
Den nuværende formand, Susanne Wammen, blev genvalgt som formand for Overlægeforeningen i marts 2026. Kort efter meddelte hendes datter, Josephine Rathenborg, at hun stillede op som formand for Lægeforeningen.
Det fik Susanne Wammen til på forhånd at meddele, at hun ville forlade formandsposten i Overlægeforeningen, hvis datteren blev valgt.
Wammen begrundede beslutningen med, at det nære familieforhold kunne rejse spørgsmål om samarbejdet i Lægeforeningens bestyrelse og mellem de forskellige lægeforeninger.
Josephine Rathenborg blev den 30. maj valgt som ny formand for Lægeforeningen, og dermed blev Wammens beslutning om at træde tilbage aktuel.
Hun forlader dog ikke nødvendigvis Overlægeforeningens politiske ledelse. Susanne Wammen stiller op til en plads i bestyrelsen.
Står over for nuværende næstformand
Lisbeth Lintz' modkandidat Bjarne Skjødt Hjaltalin er speciallæge i anæstesiologi og cheflæge på Hvidovre Hospital. Han har siddet i Overlægeforeningens bestyrelse siden 2022 og blev i august 2026 valgt som næstformand.
Hjaltalin fremhæver blandt andet implementeringen af den nye overenskomst som en central opgave for den kommende formand. Overenskomsten indebærer blandt andet en ny fælles overenskomst for speciallæger og overlæger fra april 2027.
Han har samtidig meddelt, at han vil stoppe som cheflæge og fortsætte i en overlægestilling, hvis han bliver valgt som formand.
For Lisbeth Lintz vil en sejr betyde en tilbagevenden til den post, hun forlod for knap fem år siden.
Det bliver de 80 medlemmer af Overlægeforeningens repræsentantskab, der afgør valget på mødet lørdag den 3. oktober. Repræsentantskabet er foreningens højeste myndighed og vælger både formand og bestyrelse.
Relaterede artikler