Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sophie Løhde vil invitere partierne til forhandlinger med henblik på at indgå en bred politisk aftale om at hæve abortgrænsen.

Et markant flertal i Det Etiske Råd vil hæve abortgrænsen

Den nuværende abortgrænse i Danmark er på 12 uger. Den har eksisteret i 50 år og er en af de mest restriktive i Vesteuropa. Nu vil et stort flertal i Etisk Råd sætte grænsen op – et lille flertal endda helt op til 18 uger. Regeringen vil nu diskutere muligheden for en rykke grænsen med de andre partier i Folketinget.

Ni rådsmedlemmer foreslår en grænse på 18. graviditetsuge, fire medlemmer anbefaler en grænse på 15 uger, og de sidste fire medlemmer mener, at grænsen bør være, hvor den er i dag – altså 12 uger.

Etisk Råd tog sidst stilling til abortgrænsen i 2007, og dengang var medlemmerne enige om, at abortlovgivningen ikke skulle ændres. Her i 2023 har Etisk Råd valgt at tage abortspørgsmålet op igen i anledning af 50-året for indførslen af fri abort i Danmark.

Og det hilses velkomment af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

»Retten til fri abort er en grundlæggende og ukrænkelig kvinderettighed, som vi i Danmark var et af de første lande i verden til at indføre. De nuværende regler på abortområdet er 50 år gamle, og derfor synes jeg også, at det er godt, at Etisk Råd har set grundigt på, om de nuværende regler er tidssvarende,« siger Sophie Løhde i en e-mail til Berlingske.

Sophie Løhde oplyser til avisen, at hun med afsæt i rådets nye udtalelser i løbet af efteråret vil invitere partierne til forhandlinger med henblik på at indgå en bred politisk aftale.

Flertallet i Etisk Råd begrunder en udvidelse til uge 18 er blandt andet, at det styrker kvinders selvbestemmelse, idet kvinderne får mulighed for at fordøje og handle på den viden, de får   trimester scanningen, som udføres mellem uge 11 og 14. Det vil herudover give bedre tid til at foretage eventuelle genetiske undersøgelser, som kan give et mere sikkert grundlag at træffe beslutning ud fra.

Der peges også på, at over 90 procent får tilladelse til en senabort, når de søger, og at erfaringerne fra andre lande med en højere abortgrænse har vist, at det ikke medfører nogen kritisable skred på området.

Samtidig vil en 18-ugers grænse stadig efterlade en betydelig margin til levedygtighedstidspunktet omkring uge 22, som ifølge rådsmedlemmerne er af etisk relevans.

De fire medlemmer, som ikke synes, at abortgrænsen skal hæves, mener, at en 12-ugers grænse markerer, at fosteret har selvstændig værdi, og at den værdi tiltager i takt med fosterets udvikling. Selvom fosteret ikke opnår egentlige rettigheder før fødslen, mener de fortsat, at det undervejs i sin udvikling bliver mere og mere beskyttelsesværdigt. Uge 12 angiver for dem en rimelig balance mellem hensynet til fosteret og hensynet til kvindens selvbestemmelsesret

Et samlet Etisk Råd har også anbefalet at ændre samtykkereglerne, så kvinder mellem 15 og 17 år kan få foretaget en abort uden samtykke fra deres forældre.

 

 

Stemmerne i Etisk Råd:

Disse ni rådsmedlemmer anbefaler, at grænsen for fri abort flyttes til uge 18:

Lise Müller, Grete Christensen, Merete Nordentoft, Christian Gamborg, Rasmus Willig, Birgitte Arent Eiriksson, Knud Kristensen, Svend Brinkmann og Jacob Giehm Mikkelsen

Disse fire rådsmedlemmer anbefaler, at grænsen for fri abort flyttes til uge 15:

Leif Vestergaard Pedersen, Christine Nellemann, Henrik Nannestad Jørgensen og Anette Hygum

Disse fire rådsmedlemmer anbefaler, at grænsen for fri abort forbliver ved uge 12:

Ida Donkin, Mie Oehlenschläger, Berit Andersen og Mikkel Wold