
Jonatan Schloss.
Erfaren topleder fra sundhedsvæsenet bliver kommunaldirektør
Et kendt navn fra sundhedsverdenen bliver kommunaldirektør i Egedal Kommune.
Jonatan Schloss har fra sundhedsverdenen primært været kendt som direktør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler fra 2009 til 2014 og direktør i Praktiserende Lægers Organisation (PLO) fra 2016 til 2021.
Senest komme han fra en stilling som direktør i Komponent, Kommunernes Udviklingscenter.
Jonatan Schloss tiltræder stillingen som kommunaldirektør i Egedal Kommune den 1. november 2023. Det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på ham som den bedste kandidat til stillingen.
I en pressemeddelelse skriver Jonatan Schloss, at han valgte at søge jobbet som kommunaldirektør i Egedal af to grunde:
"Dels fordi jeg i et stykke tid har ønsket mig at vende tilbage til driften i en stor organisation, dels fordi Egedal Kommune har nogle værdier, som passer godt til mig. Decentralisering, borgernære beslutninger, frisættelse, værdibaseret ledelse, bæredygtig velfærd, fleksibilitet, sund fornuft og engagement rimer på mine personlige ledelsesværdier og -adfærd. Når jeg kobler det med, at Egedal Kommune ER et dejligt sted (min familie og jeg har tidligere boet i Veksø i 10 år) – og jeg hører mange gode ting om Egedal Kommune som arbejdsplads fra nogle af mine tidligere medarbejdere.”
CV for Jonatan Schloss
- 2021-2023: Direktør i Komponent, Kommunernes Udviklingscenter
- 2016-2021: Direktør i Praktiserende Lægers Organisation (PLO)
- 2014-2016: Kundeservicedirektør i SKAT
- 2009-2014: Direktør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler
- 2005-2009: Direktør i Falck Healthcare
- 2001-2005: Kontorchef i Kommunernes Landsforening
Jonatan Schloss er oprindeligt uddannet i statskundskab ved Aarhus Universitet fra 1995.
