Når Jes Søgaard tænker på den succes, som Hjerteforeningen har haft, kommer han til at tænke på den tidligere formand for LO Thomas Nielsens udsagn: Vi har sejret ad helvede til. Foto: Video fra SDU
Hjerteforeningen omstrukturerer og afskediger for at fremtidssikre foreningen. Professor i sundhedsøkonomi (SDU), Jes Søgaard, tilskriver primært dét initiativ høje renter og nedgang på det finansielle marked. Men han mener også, at en valid forklaring kan være, at foreningen nu er blevet ’ramt’ af deres egen succes.
Mandag udgik der en pressemeddelelse fra Hjerteforeningens direktion, hvor de meddeler, at de gennemfører en organisatorisk omstrukturering ”for at fremtidssikre foreningen og for og sikre økonomisk råderum.” Det betyder blandt andet, at man i foreningen må opsige 25-30 medarbejdere.
Sundhedspolitisk Tidsskrift har forsøgt at få en kommentar fra Hjerteforeningen, men det har de ikke ønsket at stille op til. Og det giver ganske god mening, mener professor i sundhedsøkonomi fra Syddansk Universitet (SDU), Jes Søgaard.
De vigtigste tal i Hjerteforeningens årsregnskab for 2021 og 2022 Alle tal i millioner kroner
2021
2022
Samlede indtægter
155,6
169,1
Administration
9,6
9,6
Finansielle poster, netto
20,2
-34,8
Årets resultat
-6,3
-37,6
Antal medarbejdere
145
141
Antal medlemmer
122.556
116.975
”Hjerteforeningen lever i høj grad af befolkningens bidrag. Og hvis omstruktureringerne og afskedigelserne er et udtryk for, at foreningen har mere permanente udfordringer, så vil det ikke være klogt at udbasunere de bagvedliggende årsager.”
Jes Søgaard ved ikke, hvad de bagvedliggende årsager til omstruktureringerne er – men hvis man har et øje på udviklingen på de finansielle markeder, så er Hjerteforeningens tiltag både fornuftigt og ansvarligt, mener han:
”Ser man på Hjerteforeningens årsregnskab for 2022, så er underskuddet stort – og er i høj grad også forudsagt og bestemt af udviklingen på de finansielle markeder. Vi er i en tid med et væsentligt højere renteniveau, og direktionen har ikke haft andre valg. Det ville have været uansvarligt af dem ikke at tage initiativ til at ’slanke’ foreningen.”
Verden er kynisk
Hvis man alligevel forsøger at finde en forklaring på, hvad der kan være den mere strukturelle del af forklaringen på omstruktureringer og afskedigelser, så har Jes Søgaard også et bud på det.
”Det er ikke længere så let at være Hjerteforeningen, som det var for 20 eller 30 år siden. I 90´erne og 00´erne formåede man - i høj grad også gennem den daværende formand i Hjerteforeningen Torsten Toftegaard (2002-2006) oggennem et vedholdende politisk tryk – at samle kardiologer på tværs af landet, gennemføre den første hjerteplan i 1993 og indføre de første store hjertepakker og ’trials.’ Med de komponenter fik Hjerteforeningen for alvor sat forebyggelse af hjerte-kar-sygdom på den politiske dagsorden. I dag er vi derfor i Danmark blevet så dygtige til at forebygge og behandle hjerte-kar-sygdom, at der måske ikke længere er den samme bevågenhed på området og dermed heller ikke den samme villighed til at støtte Hjerteforeningens sag som tidligere.”
For at gøre det endnu mere konkret, så holder Jes Søgaard Hjerteforeningens sag op mod den sag, som Kræftens Bekæmpelse kæmper:
”Kræftens Bekæmpelse har ikke i samme grad haft succes med at sætte forebyggelse på den politiske dagsorden, som Hjerteforeningen har haft. Der er stadig alt for mange tilfælde af de typer af kræft, som er livsstilsbetingede. Når jeg tænker på den succes, som Hjerteforeningen har haft, så kommer jeg til at tænke på den tidligere formand for LO Thomas Nielsens udsagn: ”Vi har sejret ad helvede til…” Hjerteforeningen har med andre ord været så dygtige, at de i nogen grad har udspillet deres egen rolle. Sådan kan verden være kynisk.”
Tid til en ny strategi
Derfor er tiden også nu moden til, at man i Hjerteforeningen arbejder efter en ny strategi, mener Jes Søgaard:
”Nu handler det om at fastholde den succes, man har opnået og ikke mindst sikre, at prævalensen af hjerte-kar-sygdom ikke igen stiger i Danmark. Tidligere døde mænd i min alder i hobetal. Men Hjerteforeningen har i den grad vist, at de kan gøre en forskel ved eksempelvis at satse på forebyggelse – og det skal de nu fastholde og bygge videre på. De har opnået det, som de satte sig for – men nu skal kræfterne samles andetsteds.”