
"Regionerne har i 17 år forsømt at udvikle det nære sundhedsvæsen, og nu fremstiller de det, som om at alle problemer er de praktiserende lægers ansvar," siger formanden for PLO, Jørgen Skadborg.
Danskernes direkte telefonforbindelse til egen læge er i fare
Danske Regioner foreslår, at der oprettes ét kontaktpunkt til sundhedsvæsnet, og danskerne vil dermed ikke kunne ringe direkte til egen læge.
Det skriver Danske Regioner i udspillet "Fremtidens almen praksis – udvikling og nye rammer". Her foreslås der, at der operettes ét kontaktpunkt til sundhedsvæsnet, hvilket blandt andet skal fjerne pres fra de praktiserende læger.
»Kontaktpunktet skal være en national løsning baseret på en virtuel platform. Kontaktpunktet skal være tilgængeligt alle dage døgnet rundt med mulighed for at komme i kontakt med en sundhedsperson, som kan yde rådgivning og vejlede om behandling, herunder om der er behov for at opsøge egen læge. Løsningen skal tage en del af presset på almen praksis og evt. på sigt kunne tænkes sammen med den regionale lægevagt og 1813/1818,« står der i notatet.
I forhold til de praktiserende læger hedder det blandt andet, at praktiserende læger – hvis de vil have arbejde – skal acceptere en række basisopgaver og en række krav, som ikke bør være til forhandling. Og vil Praktiserende Lægers Organisation (PLO) ikke være med til det, vil regionerne have "andre leverandører" til at klare opgaverne.
"Regionerne har i 17 år forsømt at udvikle det nære sundhedsvæsen, og nu fremstiller de det, som om at alle problemer er de praktiserende lægers ansvar. Det her viser helt tydeligt, at regionerne ikke er egnede til at sikre en udvikling i det nære sundhedsvæsen," siger formanden for PLO, Jørgen Skadborg til Jyllands-Posten. Han mener, at forlaget om ét kontaktpunkt er fjollet.
