Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Regionen styres primært af administrationen, der giver politikerne den information, der er nødvendigt for at politikerne stemmer “rigtigt”. Jeg troede engang på regionerne, men det gør jeg ikke mere. Fagfolk kommer fuldstændig til kort, som det fungerer i dag," siger Ulrich Fredberg.

Ulrich Fredberg trækker sig fra regionsråd: Jeg er færdig med politik. Jeg taler for døve øren

23. januar er det slut med politik for regionsrådsmedlem i Region Midtjylland, Ulrich Fredberg (V). Han forlader regionsrådet. Han er skuffet og føler, at han taler for døve øren. 

Årsagen er det, som han har set alt for mange gange: Fagfolk advarer mod politiske tiltag, som er udtænkt i regionens administration, men regionsrådets 40 fritidspolitikere har ikke en kinamands chance for at sætte sig ordentligt ind i stoffet og ender med at beslutte det, som fagfolk har advaret imod.

Afløser

Ulrich Fredberg afløses af Poul Berggren, der  har været spidskandidat til regionsrådet for Venstre i Silkeborg.

"Jeg har set det mange gange i de seks år, jeg har været medlem af regionsrådet i Region Midtjylland. Det er derfor, at vi har så mange møgsager. Jeg gider ærlig talt ikke mere. Jeg er skuffet over den politiske struktur i regionerne, hvor kun formanden er fuldtidsansat, og alle andre politikere er fritidspolitikere, der ikke har tid og mulighed for at sætte sig ind i de hundredevis af papirer, vi får fra administrationen, skrevet i djøf-sprog. Regionen styres primært af administrationen, der giver politikerne den information, der er nødvendigt for at politikerne stemmer “rigtigt”. Jeg troede engang på regionerne, men det gør jeg ikke mere. Fagfolk kommer fuldstændig til kort, som det fungerer i dag," siger Ulrich Fredberg, der er tidligere klinikchef for Diagnostisk Center på Regionshospitalet i Silkeborg og i dag er overlæge på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Aalborg Universitethospital Frederikshavn samt adj. professor på Odense Universitetshospital. 

Man kan ikke springe fra en valgplads i utide, med mindre det er sygdoms- eller arbejdsbetinget, så den officielle begrundelse for Fredbergs farvel til regionsrådet er manglende tid på grund af den megen transporttid mellem arbejdsstederne på Bispebjerg, i Frederikshavn og Odense. Regionsrådsjobbet er ganske vist kun en femtedel af fuldtid, men ifølge Ulrich Fredberg tangerer det et fuldtidsjob at følge med i alle de politiske tiltag og udsendte bilag. 

Men det er kun den officielle begrundelse. Uofficielt har den stemmeslugende Ulrich Fredberg bare fået nok. 23. januar er det slut for regionsrådets populære Venstre-politiker, der ved regionsvalget fik 14.716 personlige stemmer og i popularitet overhalede Venstres spidskandidat. Kun hans værste rival, socialdemokraten og regionsformanden Anders Kühnau, fik flere stemmer.

Afskeden med regionsrådet blev leveret i form af en 23 minutter lang bredside på regionsrådsmødet 20. december (start på videoen efter 1.05.38), hvor han skarpt kritiserede både Anders Kühnau og den administrative ledelse i regionen. Bredsiden kom under rådets endelige stillingtagen til en omfattende spareplan på 200 millioner kroner, og Ulrich Fredberg blev da også under sin tale afbrudt af ærkerivalen Anders Kühnau (Soc.), der opfordrede ham til at holde sig til emnet og begrænse sin taletid.

Ulrich Fredberg opfordrede under sin tale regionsrådet til at stemme nej til spareplanen, hvilket de dog ikke gjorde. Efter hans vurdering vil spareplanen ikke give nogen reel besparelse, hvilket en uafhængig rapport også peger på. Derimod vil den koste liv, ødelægge et prisbelønnet hospital i Silkeborg, og øge belastningen på nabohospitalerne i Viborg og Gødstrup. Fagfolk fra hele regionen har på linje med Fredberg advaret mod besparelserne, men politikerne endte altså med at vedtage det sparekatalog, som var udtænkt i administrationen. 

"Fagfolks advarsler og protester er bare blevet til "klinikerstøj" for den administrative ledelse," siger Fredberg.

Lidt er sket

Da den dengang ledende overlæge for seks og et halvt år siden meddelte sit kandidatur til regionsrådet var hans klare mål, at han ville ændre den lederstil i regionen, som en formand for den nationale overlægeforening kaldte "management by fear". 

"80 procent af lægerne mener, det kan få ansættelsesmæssige konsekvenser, hvis man er kritisk. Jeg blev også kraftig advaret af politiker-kolleger om, at det ville koste mig jobbet, hvis jeg så direkte udfordrede den magtfulde koncerndirektør, der var hovedmanden bag den midtjyske management by fear-lederstil. Så jeg havde "accepteret" risikoen ved at deltage i regionsrådet, som jeg gik ind i med åbne øjne. Siden er jeg gentagne gange fra politiske ledere i regionen blevet advaret om, at det kan gå ud over Regionshospitalet Silkeborg og derved alle medarbejderne, hvis jeg "kritiserer direktionen og regionsrådsformanden," siger han.

I 2020 blev han fyret efter at have stået i spidsen for Diagnostisk Center på Regionshospitalet i Silkeborg i næsten 20 år. Det var kulminationen på en langvarig konflikt mellem regions- og hospitalsledelsen og Fredberg.

Også mange andre er uretmæssigt blevet fyret igennem årene, mener Fredberg. I sin tale i regionsrådet 20. december undskyldte han på regionens vegne overfor blandt andre røntgenlæge Mahican Gielen (fyret som ledende overlæge for Røntgen og Scanning på Regionshospitalet Randers i 2020) og Lars Dahl og Tove Kristensen (fyret som henholdsvis hospitalsdirektør og sygeplejefaglig direktør på Hospitalsenhed Midt i 2018).

Trods sin fyring og skuffende handlemuligheder fortryder Ulrich Fredberg ikke sine år i politik.

"Der er sket lidt. I alle årene har Region Midtjylland været eneste region i landet uden en lægefaglig koncerndirektør, hvilket givet er en del af forklaringen på de mange møgsager. Nu er der kommet en lægefaglig koncerndirektør i regionen, og medierne er mere opmærksomme på regionen og de møgsager, som skyldes den dårlige ledelse," siger han.

Møgsagerne

Kritikken fokuserer primært på det, som Ulrich Fredberg beskriver som en række alvorlige fejlbeslutninger, som han mener har resulteret i tab af hundredevis menneskeliv.

Eksempler på disse problematiske sager i regionen inkluderer mavetarmkræftsagen på Aarhus Universitetshospital, utilstrækkelig kapacitet inden for karkirurgi, hvilket har ført til en høj rate af amputationer, samt beslutningen om at fratage praktiserende lægers ret til at henvise patienter til lavdosis-CT-scanninger i Silkeborg. Efter Ulrich Fredbergs mening eksempler på de mange møgsager i regionen, hvor massive protester og advarsler fra medarbejdere og fagfolk er blevet overhørt.

"Da det lykkedes at udskifte de centrale personer i den øverste administrative ledelse, så regionen havde mulighed for at opbygge en helt anden lederstil, valgte man i stedet for at ansætte nye ledere udefra at forfremme folk fra egne rækker, der ikke lagde skjul, at Ole Thomsen, den fyrede koncerndirektør, er forbilledet," siger Ulrich Fredberg, der ikke har tænkt sig at stoppe sin kritik. Men nu ikke fra sin stol i regionsrådet – eller Folketinget for den sags skyld. 

Det er slut med politik.