Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Region Midtjylland opfylder Sundhedsstyrelsens ønsker for pilotprojektet," siger koncerndirektør Poul Michaelsen.

Regioner kappes om at screene for lungekræft

Region Midtjylland, Region Sjælland og Region Syddanmark har alle lagt billet ind på at udvikle og afprøve screening for lungekræft.

10. januar 2024 udløb fristen for at søge Sundhedsstyrelsen om at få lov til at gennemføre et tre-årigt pilotstudie med cirka 1.000 deltagere, der skal afklare, om det er en god ide at indføre screening for lungekræft i Danmark. De 1.000 personer skal have et nuværende eller tidligere stort tobaksforbrug og tilbydes undersøgelse med CT af brystkassen for at finde lungekræft i tidligt stadie.

I forbindelse med en aftale om ’Ny sundhedspakke’, afsatte regeringen i maj 2023 penge til en række initiativer for at genoprette og udvikle kræftområdet, herunder blev der afsat 25 millioner kroner til et ’Pilotstudie af et nationalt screeningsprogram for lungekræft’. 

Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Midtjylland har alle søgt om at få opgaven. Det er meningen, at det tre-årige pilotstudie skal gå i gang allerede i år.

Region Midtjylland foreslår, at screeningerne for lungekræft skal organiseres omkring Afdeling for Folkeundersøgelser og de kliniske afdelinger i Randers, hvor der allerede findes nødvendigt udstyr og særlige kliniske kompetencer. Her har man erfaring med organisation og administration af de eksisterende kræftscreeningsprogrammer.

"Region Midtjylland opfylder Sundhedsstyrelsens ønsker for pilotprojektet," siger koncerndirektør Poul Michaelsen.

"I ansøgningen har vi en særlig opmærksomhed på de mest udsatte borgere. Det skyldes bl.a. at screening for lungekræft bliver et tilbud til nuværende eller tidligere storrygere. Den problemstilling skal vi være dygtige til at håndtere for at opnå succes," siger han.  

Koncerndirektør i Region Sjælland, Jesper Gyllenborg, mener ikke overraskende, at Region Sjælland vil være bedst til at klare opgaven. Der er flest rygere pr. indbygger i Region Sjælland, og derfor er regionen velegnet til at køre et pilotprojekt, mener han.

»Hvis man med et nationalt screeningsprogram vil nå ud til de rigtige borgere, giver det mening at teste det i den sydlige del af Region Sjælland,« sagde Jesper Gyllenborg til Dagens Medicin i december.

I regionens tre sydligste kommuner Lolland, Guldborgsund og Vordingborg er der 35 procent flere storrygere sammenlignet med landsgennemsnittet. 

Årsagen til lungekræft er i langt de fleste tilfælde rygning, og derfor vil det også være en region med mange storrygere, der vil få mulighed for at stå for projektet, sagde sundhedsminister Sophie Løhde til DR i november.

Udfordringerne

Sundhedsstyrelsen har anbefalet et pilotstudie af screening for lungekræft, fordi randomiserede, kontrollerede studier har vist en signifikant reduktion i lungekræft-dødeligheden ved deltagelse i lungekræftscreening. Men studierne har også vist, at der er både organisatoriske og ressourcemæssige udfordringer. Det primære formål med pilotstudiet er derfor at afdække "de organisatoriske, ressourcemæssige og teknologiske muligheder for at indføre et nationalt screeningsprogram for lungekræft".

Formanden for Radiologisk Selskab, Martin Lundsgaard Hansen, har tidligere sagt, at specielt ressourcemæssige udfordringer er der rigeligt af.

“Hvis vi skal løfte opgaven i dag eller bare et par år frem, er det meget vanskeligt. Vi er bekymrede for, om der er tilstrækkelige radiologer og radiografer til opgaven,” sagde han sidste sommer.

Høj dødelighed

Hvert år bliver cirka 4.700 diagnosticeret med lungekræft i Danmark, og hvert år dør cirka 3.700 af lungekræft. Det samlede antal tilfælde af lungekræft er eksponentielt stigende og vurderes aktuelt til omkring 13.000. Lungekræft er primært associeret med rygning. 

På trods af, at overlevelsen ved lungekræft de senere år har været stigende, formentlig som følge af hurtigere opsporing og udredning samt bedre og mere skånsom behandling, så er overlevelsen fortsat meget lav. Tit fordi lungekræft diagnosticeres for sent, hvor kræften er i et avanceret stadie og har spredt sig. Ifølge Sundhedsstylsen vurderes ca. 70 procent af de diagnosticerede lungekræftpatienter at befinde sig i et avanceret stadie på diagnosetidspunktet.

Ved at introducere systematisk screening af personer i særlig risiko for at udvikle lungekræft (tidligere og nuværende storrygere) med lavdosis CT-scanning, vil det være muligt at opdage kræften på et tidligere stadie og derved reducere dødeligheden.

De gavnlige virkninger ved systematisk at screene borgere i særlig risiko for lungekræft er senest belyst i et stort hollandsk-belgisk studie (NELSON) fra 2020, som viste en signifikant reduktion i den sygdomsspecifikke dødelighed (lungekræft) på 24 procent hos mænd og måske mere hos kvinder. Flest mænd blev inviteret til at deltage, og derfor kan undersøgelsen ikke vise resultatet for kvinder med statistisk sikkerhed.

Andelen af fund af stadie IV cancer (det mest fremskredne stadie) var 26,7 procent i screeningsgruppen og 51,8 procent i kontrolgruppen. Studiet viste også, at der er skadelige virkninger forbundet med at screene for lungekræft såsom falsk positive resultater, re-scanninger, overdiagnostik og sygeliggørelse.