
"Når vi tager beslutninger i regionsrådet, påvirker det mange. Derfor er det afgørende, at der er flere gode muligheder for at komme med input på og påvirke de ting, der er vigtige for borgerne," siger regionsrådsformand Heino Knudsen.
Borgerforslag indføres i Region Sjælland
I fem år har det været muligt for danskerne at få behandlet et forslag i Folketinget, hvis man har kunnet samle 50.000 underskrifter. Nu indfører Region Sjælland som den første region en lignende mulighed for, at borgerne kan få en sag behandlet i regionsrådet.
Borgere, der bor i regionen og er minimum 18 år, kan fremover stille et forslag til regionsrådet, og opnår forslaget 5.000 underskrifter inden for en periode på seks måneder, vil det blive behandlet af rådets 41 medlemmer som en politisk sag.
"Vi vil gerne sikre, at regionens borgere kan få en stemme i, hvordan Region Sjælland udvikler sig. Derfor skaber vi nu bedre muligheder for at komme med forslag og idéer. Når vi tager beslutninger i regionsrådet, påvirker det mange. Derfor er det afgørende, at der er flere gode muligheder for at komme med input på og påvirke de ting, der er vigtige for borgerne," siger regionsrådsformand Heino Knudsen i en pressemeddelelse.
Regionsrådet tager beslutninger om blandt andet sygehuse, psykiatri, klima, erhverv, trafik, kultur, miljø og uddannelse.
"Det lokale demokrati er en vigtig del af vores velfærdssamfund og i en stor region med mange forskellige behov. Det sikrer, at borgerne har mulighed for at forme de beslutninger, der påvirker deres hverdag, og at vores velfærd kan tilpasses lokale behov. Det hjælper samtidig os politikere med at træffe de rigtige beslutninger og skabe de rigtige løsninger," siger Anne Chr. Thilemann, der er formand for Inddragelsesudvalget. Det er det udvalg, som har stået for det politiske arbejde med borgerforslagsordning.
Regionrådet skal følge lovene fastlagt af Folketinget, hvilket betyder, at ikke alt, der vedrører regionerne, kan besluttes af de lokale politikere. Når en borger kommer med et forslag og får opbakning fra mindst 5.000 andre borgere, vil der være en vurdering for at se, om forslaget falder inden for regionens ansvarsområde og overholder dansk lovgivning, eller om andet eventuelt spænder ben for forslaget.
På regionens hjemmeside etableres der nu en platform, hvor folk kan fremsætte deres forslag, og andre borgere kan stemme for dem.
Ordningen ventes at være i drift inden for de kommende måneder. Region Sjælland vil evaluere ordningen, når den har været drift i et år.
