
"Vi har forberedt os godt, men vi ved også, at der kan opstå vanskeligheder i starten. Derfor er vi også klar til at foretage justeringer undervejs og løse de problemer, der måtte opstå," siger Poul Henning Madsen.
Efter tumultarisk forløb: Lægevagten i Region Syddanmark melder klar til i nat
Efter et flere år langt tumultarisk forløb omkring lægevagten i Region Syddanmark, melder regionen sig nu klar til at overtage driften om natten fra klokken 23.00 i aften, 31. januar.
Forløbet forud har været usædvanlig og tumultarisk.
Praktiserende Lægers Organisation i Region Syddanmark meddelte i foråret 2022 regionen, at de opsagde lægevagtsaftalen, fordi de mente, at den var umoderne og stammede fra en tid, hvor arbejdsbelastningen for praktiserende læger var langt mindre, og strukturen i sundhedsvæsenet var helt anderledes. Opsigelsen ville ske med virkning fra 1. oktober 2022.
Opsigelsen skete i kølvandet på uenigheder om antallet af vagtlægekonsultationer i Syddanmark. Siden 2020 havde PLO-Syddanmark egenhændigt lukket 11 konsultationer, så der kun havde været lægevagtskonsultation 10 steder i regionen. Det besluttede PLO med henvisning til coronaepidemien og mangel på læger. Det var regionens politikere vrede over, og regionernes Lønnings-og Takstnævn (RLTN) forberedte sig endda på at trække PLO Syd i retten, fordi de ikke leverede den lægevagtsordning, som var aftalt. Så sent som i november 2022 forlød det, at forhandlingerne var brudt helt sammen, men at de praktiserende læger foreløbig fortsat drev lægevagten videre.
I januar 2023 nåede partnere dog til enighed om en ny aftale for lægevagten i regionen. Aftalen medfører blandt andet, at praktiserende læger fra natten til 1. februar 2024 slipper for at tage tjansen om natten. Siden har regionen haft driften af lægevagten om natten i udbud hele to gange. I anden runde endte fem ansøgere med at blive afvist, da Region Syddanmark endte med selv at overtage den natlige lægevagt fra 23-08.
Regionen melder nu alt klar til start klokken 23 i aften.
"Vi er spændte, og vi ser frem til en forhåbentlig god første nat. Vi har forberedt os godt, men vi ved også, at der kan opstå vanskeligheder i starten. Derfor er vi også klar til at foretage justeringer undervejs og løse de problemer, der måtte opstå. Men vi fortrøstningsfulde og føler os klar til overtagelsen," siger Poul Henning Madsen, cheflæge på Fælles Akutmodtagelse, hvor Natlægevagt Syds faglige ledelse får hjemme.




