Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark, er forsigtig med at drage endelige konklusioner på baggrund af de resultater, der blev offentliggjort på borgermødet. Han afventer den tredje sundhedsundersøgelse.

Ny rapport: Ikke mere sygdom eller ALS i Grindsted end i andre byer

Der er generelt ikke væsentlige forskelle, når det kommer til forekomst af sygdomme og dødsfald blandt borgere i Grindsted, som har været naboer til det tidligere Grindstedværk.

Det er konklusionen af rapporten "Sygdomsforekomst blandt borgere i Grindsted" fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet. Rapporten udkom første gang i 2020, men er nu blevet opdateret, efter der blev rejst tvivl om dens konklusioner, blandt andet fordi to forskere havde argumenteret kraftigt for, at der burde forskes mere i nervesygdommen ALS, men at deres opfordring hverken var sendt videre til politikere eller borgere.

Den nye, opdaterede rapport viser, at der ikke er statistisk sikre forskelle i antallet af nye tilfælde af demens, Parkinsons sygdom eller ALS mellem borgere i henholdsvis Grindsted og i sammenlignelige byer. 

Der er dog alligevel flere tilfælde af prostatakræft og hjertekarsygdomme end i lignende byer og "markant flere" tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft. Det er dog ikke statistisk sikkert.

"Generelt er forekomsten af sygdomme, fødselsudfald, fertilitetsproblemer og dødelighed blandt borgere i Grindsted ikke væsentlig forskellig fra borgere i sammenlignelige byer i Region Syddanmark og Region Midtjylland. Når vi sammenligner med den oprindelige undersøgelse i 2020, finder vi ingen nævneværdige forskelle i sammenhængen mellem bopæl i Grindsted og sygdomsforekomsten ved tilføjelse af nyeste tilgængelige data," siger professor og forskningsleder Annette Kjær Ersbøl.

Sundhedsundersøgelserne kommer på baggrund af borgeres bekymring for det gamle Grindstedværket, der I perioden fra 1924 og frem til midten af 1970’erne pumpede kemikalieaffald i flere steder i og omkring Grindsted by. Affaldet var kraftigt forurenet med tungmetaller, herunder tonsvis af kviksølv, medicinalprodukter og klorerede opløsningsmidler. En del af stofferne er kræftfremkaldende og mistænkt for at forårsage misdannelser, genetiske defekter, organskader, fertilitetsproblemer og påvirkning af hjernens og centralnervesystemets udvikling.

Tre nye undersøgelser

På grund af den tvivl, der har været om den første rapport i 2020, blev der sat gang i tre nye undersøgelser, og resultaterne af to af de undersøgelser blev præsenteret på et borgermøde i Grindsted mandag aften, hvor godt 180 borgere var mødt op.

Ud over den opdaterede version af undersøgelsen "Sygdomsforekomst blandt borgere i Grindsted" er der også blevet offentliggjort resultatet af en borgerundersøgelse i Grindsted. Den viser, at det ikke er muligt at konkludere på årsagssammenhænge for borgernes helbredsgener.

Afdelingslæge Sofie Bünemann Dalsgaard præsenterede resultaterne fra borgerundersøgelsen i Grindsted sammen med forskningsleder Lars Rauff Skadhauge og overlæge Jesper Bælum fra Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Grindsted Sygehus. I borgerundersøgelsen har 203 borgere fået undersøgt symptomer eller sygdomme, som de mistænker kan stamme fra forureningerne i Grindsted, og undersøgelserne er blevet sammenholdt med en sammenligningsgruppe af samme størrelse.

Borgerundersøgelsen i Grindsted viser en betydelig forekomst af symptomer og sygelighed blandt deltagere set i forhold til sammenligningsgruppen, som er repræsentanter for den generelle befolkning i Grindsted. Men denne forskel er ifølge Lars Skadhauge forventelig med det anvendte undersøgelsesdesign.

"Jeg er glad for, at vi har haft mulighed for at lytte til borgerne i Grindsted. Vores undersøgelse viser ikke tegn på, at de borgere, som mistænkte, at deres symptomer eller sygdom skyldes forureningerne i Grindsted, var mere udsat for forureningen end sammenligningsgruppen - for eksempel havde de bekymrede borgere og sammenligningsgruppen boet i i Grindsted i lige mange år og havde brugt vand fra haveboring i lige mange år, "siger Lars Skadhauge.

Jesper Bo Nielsen, der er formand for den udvidede forskergruppe og professor hos Forskningsenheden for Almen Praksis, SDU, siger:

"Det har taget lidt længere tid, end vi havde håbet at nå hertil, men det skyldes blandt andet, at rigtig mange borgere ville deltage i borgerundersøgelsen. Tak for det. Netop det, at over 400 borgere har deltaget, er med til at give et bredt billede af situationen i Grindsted. Det er derfor to rigtig gode undersøgelser, der er præsenteret. Resultaterne er vigtige, og de vil sammen med resultaterne fra den tredje undersøgelse, der er klar til sommer, danne baggrund for forskergruppens konklusioner."

Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark, er forsigtig med at drage endelige konklusioner på baggrund af de resultater, der blev offentliggjort på borgermødet:

"Nu har vi fået indsigt i resultaterne fra to af de tre igangsatte undersøgelser. Det bringer os et vigtigt skridt videre, men vi har dog hele tiden understreget, at det er nødvendigt at få resultatet af alle tre undersøgelser, før der kan drages nogen konklusioner."

Ifølge Kurt Espersen skal den tredje sundhedsundersøgelse inddrage resultaterne fra de to første undersøgelser og forsøge at afdække den nuværende humane risiko fra forureningerne i Grindsted.

Resultaterne fra den tredje undersøgelse forventes at være klar til sommer. Herefter vil regionen gå i dialog med den udvidede forskergruppe om, hvad de næste skridt skal være i forhold til de samlede undersøgelsesresultater. Forskergruppens samlede anbefalinger bliver en del af det materiale, der i efteråret 2024 kommer til at lægge til grund for regionsrådets endelige beslutning om, hvad der videre skal ske.

 

 

De vigtigste fund i af rapporten "Sygdomsforekomst blandt borgere i Grindsted" er:

Forekomsten af sygdomme, fødselsudfald, fertilitetsproblemer og dødelighed blandt borgere i Grindsted er ikke væsentlig forskellig fra borgere i sammenlignelige byer i Region Syddanmark og Region Midtjylland.

Der ses dog enkelte undtagelser fra dette generelle billede, hvor sygdomsforekomsten er højere (eller lavere) blandt borgere i Grindsted end i sammenlignelige byer:

  • Der ses flere nye tilfælde af prostatakræft og hjertekarsygdomme blandt borgere i Grindsted end i sammenlignelige byer. Dette ses særligt tilbage i tiden. Fra henholdsvis 1991 og 2011 og frem er der ikke statistisk sikre forskelle i antal nye tilfælde af prostatakræft og hjertekarsygdomme blandt borgere i Grindsted og borgere i sammenlignelige byer.
  • Der ses markant flere nye tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft blandt borgere i Grindsted end blandt borgere i sammenlignelige byer, om end denne forskel ikke er statistisk sikker. Forskellen ses særligt tilbage i tiden.
  • Blandt borgere i Grindsted er der færre tilfælde af nyrekræft, ADHD blandt børn og autisme blandt børn end blandt borgere i sammenlignelige byer. Det vides ikke, hvorvidt regionale forskelle i diagnosticering af psykiske sygdomme blandt børn bidrager til de markante forskelle i antallet af tilfælde af psykiske sygdomme.

Der ses en lidt lavere dødelighed og en lidt højere fertilitet blandt borgere i Grindsted end blandt borgere i sammenlignelige byer.

  • Forekomsten af sygdomme blandt borgere i fire områder i Grindsted er ikke væsentlig forskellige fra borgere i sammenlignelige byer. Der ses dog undtagelser. For eksempel er der i Østbyen en højere forekomst af ALS, Parkinsons sygdom og leukæmi og en lavere forekomst af brystkræft. I områderne omkring fabriksgrunden, afløbsgrøften, Grindsted Å og Engsøen ses en højere forekomst af skjoldbruskkirtelkræft, demens og slagtilfælde.

Sammenlignet med den oprindelige undersøgelse (2020) ses ingen nævneværdige forskelle i sammenhængen mellem bopæl i Grindsted og sygdomsforekomsten ved tilføjelse af nyeste tilgængelige data.

 

Fakta

Regionsrådet i Region Syddanmark besluttede i 2022 at igangsætte yderligere tre sundhedsundersøgelser i Grindsted, der skulle fokusere på sygdomsforekomst, borgernes bekymringer og de stoffer, der befinder sig i miljøet. To af de tre undersøgelser er nu færdige. Det drejer sig om:

  • Undersøgelse af sygdomsforekomst i Grindsted set i forhold til sammenlignelige byer. Der er tale om en opdatering af den oprindelige sundhedsundersøgelse fra 2020, så data fra 2018 til 2021 er tilføjet den eksisterende rapport, som dækker årene frem til 2017.
  • Undersøgelse af de sundhedsmæssige konsekvenser af forureningerne i Grindsted og omegn (Borgerundersøgelsen i Grindsted). I undersøgelsen har 203 borgere fået undersøgt symptomer eller sygdomme, som de mistænker kan stamme fra forureningen i Grindsted, af en læge.

Den tredje undersøgelse, der vurderer den humane risiko fra forureningerne i Grindsted, forventes at have resultater klar i juni 2024.

Kilde: Region Syddanmark