
Glad ser han ud, Petter Höglund. Men det er han bestemt ikke i øjeblikket.
Frysere og SMS-advarsel svigtede: Årtiers svensk forskning går tabt
Forskningsprøver for omkring en halv milliard svenske kroner på det svenske universitet Karolinska Institutet er ødelagte efter en frysers svigt i julen. Der er blandt andet tale om en meget stor mængde uerstatteligt forskningsmateriale med prøver, cellelinjer og biomaterialer indenfor hæmatologi, endokrinologi og kardiologi. Personale får krisehjælp.
Det skriver Karolinska Institutet på sin hjemmeside.
Fra et forskningsmæssigt perspektiv blev Afdelingen for Medicin, Huddinge (MedH), hårdest ramt, men det gjorde forskere på Institut for Bioscience og Ernæring (BioNut) også.
"Det involverer en meget stor mængde uerstatteligt forskningsmateriale med prøver, cellelinjer og biomaterialer, der er indsamlet gennem årtier. De berørte forskningsteam arbejder nu på at få et overblik over omfanget af tabene. Analyserne, der er foretaget indtil videre, taler for sig selv: Fejlen vil få vidtrækkende konsekvenser for afdelingens forskning på de berørte områder," siger professor Petter Höglund, leder af MedH.
Personalet hos modtager regelmæssige opdateringer om hændelsen og de skridt, der bliver taget for at undersøge årsagen. De modtager også krisehjælp fra HR.
Prøverne blev opbevaret i tanke, der blev nedkølet med flydende nitrogen til en temperatur på 190 frostgrader, i Neo-bygningen på Karolinska Institutet i Huddinge. På et tidspunkt mellem 22. og 23. december var der en afbrydelse i tilførslen af flydende nitrogen til tankene. Tankene kan opretholde en tilstrækkeligt lav temperatur i op til 96 timer uden påfyldning, men i juleferien blev der et opfyldningsstop på 120 timer. I 16 ud af 19 tanke steg temperaturen, og store mængder biologisk forskningsmateriale blev ødelagt.
"Da nitrogenstrømmen ophørte den 22. december, skulle der automatisk sendes en advarsel ud, både pr. e-mail og SMS, til registrerede ejere af materiale i fryserne. Imidlertid var der en fejl i alarmenheden, så advarslerne ikke fungerede korrekt. E-mailen nåede modtagerne, men SMS'erne sad fast i serveren og kom aldrig frem," forklarer Elisabeth Raschperger, forsker og senior laboratorieleder hos Neo.
Det svenske nyhedsbureau TT skriver, at forskningsprøverne havde en værdi på en halv milliard svenske kroner. Det svarer til omkring 325 millioner danske kroner.
Umiddelbart er der efterfølgende ikke fundet fejl eller indikationer på, at noget udstyr var defekt eller ødelagt, med undtagelse af SMS-alarmen. En undersøgelse er iværksat med både interne og eksterne eksperter for at afdække årsagerne til fejlen og for at sikre, at hændelsen aldrig sker igen.
