Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Praktiserende læger har tjent penge på at behandle sig selv

144 praktiserende læger fra Region Hovedstaden har tjent penge på at behandle sig selv. Det er i strid med både regler og overenskomst.

Det skriver Altinget.

Regionen er ved at foretage en større undersøgelse blandt en stor del af hovedstadens praktiserende læger og har i første omgang set på de læger, der har drevet en af regionens mere end 300 enkeltmandspraksis i årene 2022 og 2023. Regionen har ifølge Altinget fundet 144 læger, der har afregnet regionen honorar for ydelser til eget cpr-nummer. 

Ifølge lægernes overenskomst med regionerne kan læger ikke få ydelseshonorar for ydelse af lægehjælp til sig selv, til egen ægtefælle eller hjemmeboende børn. Og ifølge bekendtgørelse om almen praksis kan en praktiserende sololæge heller ikke vælge sig selv som praktiserende læge.

Regionerne undersøger nu alle 144 læger for, hvor mange gange, de hver især har afregnet på eget cpr-nummer og for hvor mange penge i alt.

Derudover vil man også se på, i hvor høj grad de nævnte læger har modtaget hjælp hos den lægepraksis, de formelt er tilknyttet som patient i samme periode. 

Regionen planlægger at udvide undersøgelsen og kigge på resten af regionens almen praktiserende læger – også dem i dele- og kompagnipraksis. Det fremgår af et mødereferat fra samarbejdsudvalget.